PFA-formand kommer ud af flyverskjul

Efter lang tavshed svarer PFA-formand Svend Askær på spørgsmål om PFAs relation til reklamebureauet Umwelt, der havde tidligere topchef i ejerkredsen og om PFAs hemmelige garantier. Han har i modsætning til andre medier ikke ønsket at tale med Berlingske Business, men svarer via mail.

Formand for Lederne Svend Askær.
Læs mere
Fold sammen

1. Berlingske Business har afdækket, at PFA og herunder tidl. PFA-topchef Henrik Heideby har brugt reklameburauet Umwelt, som er delvist ejet af Heidebys søn, Mikkel Heideby. Heidebys søn har endda arbejdet direkte i PFA, hvad Heideby selv bekræftet i en redegørelse til bestyrelsen. Men Henrik Heideby pegede også på, at du som formand kendte til den relation. Navnlig fordi Umwelt også har arbejdet for Lederne. Kendte du til, at Heidebys søn havde økonomiske interesser i samarbejdet med PFA, som Heideby mente, at du gjorde?»Jeg må henvise til den pressemeddelelse, der er allerede er udsendt om ovennævnte sag. Jeg har ikke yderligere kommentarer.

PFAs pressemeddelelse om sagen indeholder en præcisering af PFA’s interne regelgrundlag og en kritik af, at Henrik Heideby ikke aktivt søgte at afklare og beskytte sin habilitet,

2. Berlingske Business har beskrevet fra jeres revisorundersøgelse af Umwelt-sagen, at PFA sammenlagt har betalt godt 50 mio. kr. for Umwelts ydelser i en årrække - altså en pengestrøm som Heidebys søn indirekte har lukreret på. Har du løst opgaven tilfredsstillende. Bestyrelsens opgave er vel netop at sikre, at lønmodtagernes opsparede pensionsformue i PFA bliver brugt fornuftigt?»Bestyrelsen har fået forelagt revisionens redegørelse og taget den til efterretning. Redegørelsen er ligeledes afleveret til tilsynet, der ikke havde behov for yderligere information.«

3. Berlingske Business har afdækket, at PFA’s direktion i mindst et tilfælde har indgået en aftale om afkastgarantier langt ud i fremtiden med en stor kunde uden PFA’s bestyrelse var orienteret om det. Og som går udover det, som bestyrelsen har bemyndiget. Har det været en rimelig disposition fra direktionens side? »Jeg hverken kan eller vil gå ind i en drøftelse af kundeforhold.«

 

4. Du har på skrift sagt, at »Det helt afgørende i ordningen omkring KundeKapital er, at alle kunderne bliver stillet lige og får nøjagtig den samme forrentning af den individuelle KundeKapital«. Hvordan kan du forsvare, at kunderne er stillet lige, når omkring 100.000 kunder står udenfor udbetalingerne af kollektiv KundeKapital? »Jeg har sagt, at alle med individuel KundeKapital får den samme forrentning. Ideen med KundeKapital er at give et merafkast til de kunder, der er med til at bidrage til PFA’s kapitalgrundlag. Og det er en forudsætning, at man som kunde bidrager hertil for at få andel i den kollektive KundeKapital. Det besluttede PFA’s bestyrelse tilbage i 2001, da vi etablerede ordningen.«

5. PFAs direktion har oplyst, at PFA’s bestyrelse har besluttet at afkastet på KundeKapital skal være 20 pct. i 2014-2015 og 2016. Og yderligere mindst 10 pct. i 2017 og 2018. Vil du redegøre for, hvordan og hvornår denne beslutning er truffet - og om den sikrer alle PFA-kunder en ligelig garanti, som PFA er forpligtet til at give? »Bestyrelsens beslutning om forrentning af den individuelle KundeKapital gælder naturligvis for alle kunder med individuel KundeKapital.«

6. Men den nye garanti-praksis er der ikke gjort rede for i PFA’s årsregnskab. Og der er ligefrem givet modstridende oplysninger om praksis om udbetaling af KundeKapital i indberetningerne til Finanstilsynet fra 2014. Vil formanden som ansvarlig for PFA redegøre for, om indholdet af PFA’s regnskaber er retvisende, og hvorfor man har indberettet andre informationer til Finanstilsynet end dem, som bestyrelsen har truffet? »PFA er løbende i dialog med Finanstilsynet omkring det tekniske grundlag, som er anmeldt - herunder også omkring KundeKapital. Den dialog vil PFA fortsat have direkte med tilsynet.«

7. Hvorfor er der ikke redegjort for PFA’s garanterede milliardudbetalinger i PFA’s årsregnskab?

»PFA’s årsregnskab er aflagt i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsen, og PFA Pension er som virksomhed underlagt tilsyn af Finanstilsynet. Forpligtelserne indgår i regnskabsposten KundeKapital.«

9. Formanden har talt med flere konkurrerende medier som Børsen og Finanswatch, men har ikke ønsket at tale med Berlingske Business, selvom vi har dækket PFA intenst og endda bragt et læserbrev, som formanden har skrevet. Formanden bedes redegøre for sit fravalg af et konkret medie?»Berlingske Business har haft lejlighed til at interviewe PFAs konstituerede koncernchef Jon Johnsen. Derudover har det været muligt for Berlingske Business at stille mig alle de skriftlige spørgsmål, man har villet. Dem har jeg alle besvaret skriftligt.«