PFA får lavere investeringsafkast trods flere penge i kassen

Pensionskassen PFA har i de første ni måneder af 2017 haft et investeringsafkast på 18,3 mia. kr. mod 30,7 mia. kr. i samme periode året før. Og det til trods for at indbetalingerne er hævet til 25 mia. kr. fra 23,2 mia. kr.

Foto: Nils Meilvang. Arkivfoto: PFA.
Læs mere
Fold sammen

Det viser regnskabet for de ni første måneder af 2017, som blev fremlagt fredag.

Mens pensionskassen har øget sit investeringsafkast på børsnoterede aktier til 7,8 pct. fra 0,2 pct. i samme periode sidste år, er afkastet på alternative investeringer faldet til 3,1 pct. fra 10 pct.

»Afkastet på alternative investeringer er påvirket af en betragtelig tilvækst af nyere fondstilsagn, hvor de langsigtede afkast er høje, men først kommer efter en årrække.«

»Dette skyldes opstartsomkostninger, og at det tager tid at få opbygget porteføljen af investeringer i fondene, mens effekten af værdiskabelse og værdireguleringer først kommer senere i fondenes livsforløb,« skriver PFA i regnskabet.

Obligationsafkastet er ligeledes skrumpet - til 0,1 pct. fra tidligere 5,1 pct.

»Obligationsbeholdningen gav et samlet afkast på 0,1 pct. Efter valutaafdækning var afkastet 2,5 pct. Afkastet er trukket ned af udenlandske statsobligationer, mens danske obligationer gav et positivt afkast i første til tredje kvartal 2017,« skriver PFA i regnskabet.

I de første ni måneder af 2017 har PFA hævet sin bundlinje til 226 mio. kr. fra 200 mio. kr. i samme periode sidste år.