PFA er tæt på at overtage banksektorens pensioner

PFA's nye topchef, Allan Polack, er tæt på at sikre sig en stor skalp ved at overtage de 18.000 bankansattes pensioner.

Foto: Torben Christensen. Pensionsselskabet PFA i Nordhavnen.
Læs mere
Fold sammen

Den danske pensionskæmpe PFA står på nippet til at overtage danske bankansattes pensionskasse, Bankpension.

Således kan PFA hente 18.000 nye kunder og en samlet formue på 20 mia. kr.

Det erfarer Jyllands-Posten Erhverv.

Med Bankpension under vingerne vil PFA's vokseværk tage til, og den samlede formue vil således vokse fra 398 mia. kr. til 420 mia. kr.

Ifølge Jyllands-Posten har PFA's nye topchef, Allan Polack, altså sikret sig Bankpension for næsten af AP Pension, der også har været med i kampen om at overtage de 18.000 bankansattes pensioner.

Hverken PFA eller AP Pension ønsker at kommentere sagen, og hos Bankpension lyder meldingen blot, at man ønsker det bedste for sine kunder, uanset hvordan selskabet er struktureret.

Antallet af pensions- og forsikringsselskaber er stærkt nedadgående, og uden Bankpension vil der kun være 20 pensionsselskaber tilbage i Danmark mod 41 i 2005. Og ifølge pensionsekspert Søren Andersen er det en udvikling, der vil fortsætte.

- Kravene til det at drive pensionsselskab i Danmark er simpelthen for store til, at vi kan have 20 pensionsselskaber, siger Søren Andersen til Jyllands-Posten Erhverv.