PFA: Det haster med byggeplanerne

Det tager tid at bygge – og i mellemtiden kan rentestigninger have ændret forudsætningerne i regnestykket, så det havde været bedre bare at købe obligationer.

Foto: Nils Meilvang. Det tager tid at bygge – og i mellemtiden kan rentestigninger have ændret forudsætningerne i regnestykket, så det havde været bedre bare at købe obligationer.
Læs mere
Fold sammen

At bygge eller ikke bygge? Det er spørgsmålet for mange pensionsselskaber, som ikke synes, at udbuddet af eller priserne på eksisterende boligudlejningsejendomme er tilfredsstillende. Og de seneste måneders rentestigninger gør spørgsmålet endnu mere presserende – bl.a. for PFA Ejendomme.

»Vi har andele i bl.a. Refshaleøen og Carlsbergbyen. Men hvis det hele bliver alt for langsigtet, risikerer vi, at renten er steget, inden vi overhovedet er kommet til fadet. Kommer der en større rentestigning, er det jo nemmere at allokere pengene over i obligationer. Så vi vil allerhelst have noget, hvor vi kan begynde at bygge nu og her,« siger direktør Michael Bruhn.

PFA er i en speciel situation, fordi man solgte næsten hele sin boligportefølje i 2006. Dermed undgik man at få de læsterlige klø, som mange andre på ejendomsmarkedet måtte indkassere i de følgende år. Men omvendt er man også gået glip af værdistigningerne i de seneste år.

PFA har dog ikke opgivet at komme med på vognen, og ifølge Michael Bruun overvejer man for tiden, hvordan man kan gå ind i markedet. Man ser på en buket af muligheder, der også omfatter køb af gamle ejendomme, hvor huslejen er underlagt en stram regulering, som man dog kan slippe for, hvis man gennemfører renoveringer. En tankegang, der – som vi beskrev her i Berlingske Business Ejendomme – også findes i f.eks. Sampension.

Renoveringen af lejlighederne i de gamle ejendomme kan dog kun ske, når lejere flytter, så det tager lang tid at realisere potentialet. Men netop det langsigtede perspektiv tiltaler PFA Ejendomme, så længe man bare hurtigt kan komme til et større afkast, end obligationerne giver for øjeblikket.

»Mange af vores kolleger bygger ejerlejligheder, som de så håber at sælge med gevinst. Det er ikke så meget det, vi vil jage. Vi vil mere gå efter at finde noget, som kan give et langsigtet, stabilt afkast. Helt almindelige ejendomme i f.eks. Storkøbenhavn, Aarhus, Odense og andre større provinsbyer, som bliver lejet ud til helt almindelige mennesker,« siger Michael Bruhn.