PFA betaler 213 mio. tilbage

Pensionsselskabet PFA betaler penge tilbage for forsikringer, der giver overskud. 1200 virksomheder får cirka en kvart milliard kroner tilbage.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Der har været overskud i forretningen, så derfor får cirka 1200 kunder nu op imod en kvart milliard kroner tilbage af pensionsselskabet PFA. I løbet af de kommende dage vil selskabet betale 213 millioner kroner tilbage til 1200 virksomheder og organisationer. Pengene kommer fra forskellige ordninger på en række arbejdspladser, hvor medarbejderne er forsikret mod dødsfald eller nedsat arbejdsevne.

Når pengene så ikke bliver brugt, vælger PFA at betale overskuddet tilbage, siger Dick Magnussen, direktør i PFA, i en pressemeddelelse.

- Der er kommet væsentlig mere fokus på at hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet efter sygdom, og det giver flere penge i beregning af overskud. Det kommer nu rigtig mange af vores kunder til gode. Det er hele idéen bag at være et kundeejet selskab, hvor den værdi, som vi skaber, går tilbage til kunderne, siger han.

PFA udbetalte sidste år cirka 180 millioner kroner tilbage.

/ritzau/