Per Mikael lukker Metro i Spanien

Metro Internationals danske topchef lukker den internationale aviskoncerns underskudsgivende aktiviteter i Spanien.

Læs mere
Fold sammen
1,8 mio. daglige læsere af gratisavisen Metro i syv spanske byer må fremover holde sig opdateret på anden vis.

Torsdag var den sidste dag Metro udgav gratisavis i Spanien. Det meddeler virksomheden i en børsmeddelelse.

Metro International har gennem længere tid forsøgt at afhænde avisen, men det hårde marked for gratisaviser betyder, at man nu må lukke. Virksomheden har investeret 25,5 euro – eller 190 millioner kroner i Metro Spain.

”Selvom Metro i Spanien har tabt færre penge end de spanske gratiskonkurrenter, har den tiltagende økonomiske nedgang, der i begyndelsen af 2009 har medført et kollaps på annoncemarkedet, nu resulteret i ikke bæredygtige tab,” siger CEO Per Mikael Jensen i meddelelsen. Han beskriver beslutningen om at lukke de spanske aktiviteter som rationel og peger på, at fortsat investering i Spanien ikke kan retfærdiggøres.

Ledelsen i Metro International kæmper i øjeblikket for at tilpasse omkostningerne til annoncemarked, der er under pres i hele Europa. I næste uge offentliggør virksomheden regnskab for 2008, der i årets første ni måneder har udløst et driftsunderskud på 18,4 mio. euro (137 mio. kr.) ud af en omsætning på 212 mio. euro (1,6 mia. kr.).

Investorerne har fredag morgen handlet aktien op med 1,3 pct. Der er dog stadig et godt stykke vej til sidste års niveau. Metro International har tabt 84,4 pct. af sin markedsværdi på et år.