Pensionskasse skyder trecifret millionbeløb i solceller

Danske pensionskroner fortsætter med at fosse ind i vedvarende energi. Pensionsselskabet PFA har netop investeret et trecifret millionbeløb i britiske solceller, som man køber fra dansk udvikler.

Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Grønne projekter fortsætter med at nyde godt af danske pensionspenge. Pensionsselskabet PFA har netop investeret et trecifret millionbeløb i tre solcelleanlæg i Storbritannien, som selskabet køber af den danske udvikler European Energy.

»Det kan give et stabilt, langsigtet afkast i mange år. Det er en god investering, som er fuldstændigt uafhængig af, hvordan udviklingen er på markederne,« siger investeringsdirektør i PFA, Henrik Nøhr Poulsen.

Solcellerne har en samlet effekt på 14,5 megawatt, og er dermed en mindre elproduktionsfacilitet, men PFA har samtidigt underskrevet en option på yderligere tre solcelleanlæg, så den samlede kapacitet kan nærme sig 30 MW. Begge parter forventer, at disse parker vil blive overdraget til PFA i slutningen af 2016.

»Der er ingen tvivl om, at den teknologiske udvikling inden for solceller er gået stærk, og det gør solceller attraktive for os, fordi det er bliver billigere at opgøre. Desuden får vi en fast afregningspris i tyve år, og det gør det super spændende for os,« siger Henrik Nøhr Poulsen.

Dansk udvikler med om bord

Solcellerne er opført af danske European Energy, der på ganske få år har markeret sig som en særdeles aktiv spiller inden for grøn energi. Selskabet er blandt andet prækvalificerede til at deltage i udbuddet om Kriegers Flak såvel som de livstruede kystnære vindmøller. Men selskabet har altså også bygget i Storbritannien, herunder solceller.

»Selvom man ikke skulle tro det, så er solindstrålingen i Storbritannien faktisk nogenlunde den samme, som den er i Danmark," siger adm. direktør i European Energy, Knud-Erik Andersen. "Vi ser en stor interesse for denne type projekter, også fra internationale investorer er der stor interesse for solaktiver.«

For nærværende er European Energy i gang med at opføre 360 megawatt kapacitet rundt omkring i Europa, og som disse skal frasælges, vil danske pensionskasser formentlig spille en rolle.

»Vi er meget glade for, at danske pensionsselskaber er så indstillede på den grønne omstilling. Der er meget, meget stor interesse fra danske pensionsselskaber generelt set. Det er ikke først gang, vi sælger til dem, og det bliver heller ikke sidste gang,« siger Knud-Erik Andersen.

Flere pensionspenge i grøn energi

Det er første gang, at PFA bevæger sig ind i solceller, men det er langt fra første gang, at pensionsselskabet er gået ind i energiinvesteringer. Tidligere har PFA blandt andet skudt penge i et joint venture med energiselskabet SE, der købte alle DONG Energys landvindmøller i Danmark, mens PFA også deltog direkte i kapitaludvidelsen i DONG.

Disse to investeringer har haft en meget forskellig grad af succes for pensionsselskabet. Hvor investeringen i DONG gav et meget, meget godt afkast, så har joint venturet med SE været plaget af meget lave elpriser og medfølgende nedskrivninger.

Uden for PFA-sfæren har flere andre pensionsselskaber også fået øje på de grønne investeringer som et middel i den evige jagt på afkast til kunderne. Således har en lang række pensionsselskaber skudt ganske store summer i grønne projekter - og også i solceller: PBU investerede 300 mio. kr. i solcelleparker i Spanien Frankrig og Sydengland så tidligt som 2013.

På tværs af pensionskasserne er det meget store summer, der er gået til grøn energi. En opgørelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension viser, at pensionsselskaberne har investeret 42 mia. kr. i vedvarende energi, hvilket dog kun svarer til 1,6 pct. af den samlede formue på ufattelige 2.700 mia. kroner.