Pensionskæmpe tavs om salg af B&O-aktier

ATP, der er storaktionær i B&O, tier om Sparkle Roll-opkøb i Struer-virksomheden.

ATP, der er storaktionær i B&O, tier om Sparkle Roll opkøb i Struer-virksomheden. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Dansen om Bang & Olufsen fortsætter med uformindsket styrke, efter kinesiske Sparkle Roll har købt 13,1 procent af B&O-aktierne af den hollandske fond Delta Lloyd Asset Management for 85 kroner per aktie.

Og nu hviler øjnene på de øvrige investorer, hvor ATP sidder som den største enkeltstående med godt 12 procent af aktierne i B&O. Men pensionsgiganten ønsker ikke at kommentere, om man har fået et bud fra Sparkle Roll, eller hvordan man stiller sig efter ændringen i ejerstrukturen, der blev meldt ud torsdag aften.

»Vi har ikke noget at tilføje til sagen lige nu,« skriver pressechef i ATP Stephan Ghisler-Solvang i en email til Berlingske Business.

Udover ATP sidder Nordea også som en af de større investorer med omkring fire procent af aktierne i B&O.

Til Børsen fortæller den danske investor Gudme Raaschou Asset Management, at man overvejer at sælge til en lavere pris, selv om man tidligere sagt, at B&O-aktien var 100 kroner værd per styk.

»Det er ikke altid, man får den pris for en aktie, som man mener, at aktien er værd,« siger Søren Krohn til Børsen.

Det er endnu uklart, hvad slutmålet er for Sparkle Roll, der har rigmanden Qi Jianhong i spidsen. Selskabet fortæller, at man »kan« vælge at gå efter et majoritetsejerskab i selskabet.



»Vi er meget glade for at blive en stor aktionær i B&O, og som vi tidligere har kommunikeret kan vi i fremtiden søge at opnå majoritetsejerskab af Bang & Olufsen A/S gennem et offentligt bud på alle aktier i selskabet,« sagde Qi Jianhong i den skriftlig meddelelse, der kom ud torsdag aften om opkøbet.

Selv om der altså er gang i spillet om B&O-ejerskabet, så får det ingen betydning for selskabet, mener administrerende direktør i B&O, Tue Mantoni.

»Jeg lægger ikke så meget andet i det, end det alle andre kan læse ud af meddelelsen. Det er en storaktionærmeddelelse, og den sender vi videre i markedet, og så koncentrerer vi også egentlig bare om forretningen,« siger han til nyhedsbureauet Ritzau.

Bang & Olufsen blev grundlagt i 1925 i Struer af to unge ingeniører, Peter Bang og Svend Olufsen.