Pensionskæmpe køber arkitektur-perle midt i København

ATP Ejendomme har købt Henning Larsen-tegnet bygning, som får IT-firma som ny lejer - og restaurant i gadeplane.

ATP Ejendomme har købt en de mest kendte nyere bygninger i hovedstaden, Dansk Design Centers kompleks på H.C. Andersens Boulevard over for Tivoli.

Det blev tegnet af Henning Larsen og er skræddersyet til designcentret, som imidlertid flytter fra den kun 15 år gamle bygning. Ejendommen er overtaget af ATP, der har fået IT-virksomheden Falcon Social som hovedlejer, der flytter ind på første til fjerde sal til juni.

»Det er en utroligt velbeliggende ejendom af meget høj kvalitet. Det er sjældent, at man finder helt nye ejendomme på så central en placering i det historiske København, hvilket gør ejendommen til en attraktiv investering for os,« udtaler ejendomsdirektør Michael Nielsen i en pressemelding fra ATP.

ATP er normalt en rigtig forsigtigper, der stort set kun køber fuldt udlejede ejendomme, men her har Michael Nielsen og kompagni vovet et øje, da stueetagen endnu ikke er udlejet. Planen er, at her skal være restaurant, når Dansk Design Center rykker ud.