Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Forbrugerne svigtes fortsat på trods af ny strategi fra Finanstilsynet.
Det mener Jørgen Svendsen, der er aktuar og pensionsmægler med firmaet AFPR.
»Jeg synes, at Finanstilsynet har og fortsat fejler i forhold til forbrugerne,« siger Jørgen Svendsen.
Vurderingen fra pensionseksperten kommer efter, at Finanstilsynet onsdag morgen offentliggjorde en ny strategi med syv specifikke indsatsområder, der udgør hovedpunkterne i overvågningen af den finansielle sektor og dens arbejde fremover. Forbrugerne nævnes som noget af det første.
I strategien, der hedder »Berettiget tillid«, skriver Finanstilsynets chef, Jesper Berg, at det er helt afgørende for tilsynet at skabe tillid hos forbrugerne, så »det finansielle system kan bidrage mest muligt til velstanden og den fortsatte udvikling af Danmark«.
De nye toner fra Finanstilsynet giver Jørgen Svendsen dog ikke meget for. Han mener ikke, at der er meget nyt i strategien, som ifølge ham mest er en oplistning af deres arbejdsområder.
Jørgen Svendsen henviser til, at både banker, pensionsselskaber og realkreditinstitutter i øjeblikket får lov at løbe om hjørner med de danske forbrugere.
»Det seneste eksempel er på realkreditområdet, hvor gebyrerne bare bliver skruet op. Her burde tilsynet kræve dynamiske aftaler, som kunder kan komme ud af. Det vil styrke konkurrencen til fordel for kunderne. Men tilsynet har som vanlig en helt anden kasket på og tænker, at det er godt, at realkreditten bliver endnu bedre konsolideret. Konsolidering er fint, men regningen sendes direkte videre til kunderne, og de kan ikke skifte uden store omkostninger. Her kunne politikere og tilsyn udarbejde en lov om, at aftalerne skal være til at opsige, når gebyrer hæves,« siger han.
Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, er også kritisk over for tilsynets ageren samt nye strategi.
»Jeg noterer mig det synspunkt, at nu skal vi ikke have mere regulering på det finansielle område. Det er vi jo ikke enige i, og det håber vi heller ikke ministeren er, for så kan det jo ligesom være det samme med at diskutere, hvad vi kan gøre ved bidragssatsernes himmelflugt, – ligesom vi jo ikke er tilfredse med det valgte forbudsniveau med hensyn til formilingsprovision på investeringsområdet,« siger Vagn Jelsøe.