Pensionsdirektør fik skiferier af kapitalfond

Den britiske kapitalfond Triton har inviteret flere danske pensionsdirektører på dyre skirejser med hotelovernatninger, middage og drinks inkluderet. PKA-direktør, Peter Damgaard Jensen, har været med på turene ti år i træk.

PKA-direktør Peter Damgaard Jensen bliver kritiseret for at have deltaget i ti eksklusive skiture betalt af den britiske kapitalfond Triton. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

PKA-direktør Peter Damgaard Jensen har ti år træk - fra 2004 til 2014 - kunnet nyde en gratis skiferie i det sydøstlige Frankrig. Den glade giver var den britiske kapitalfond, Triton, som PKA over årene løbende har investeret i. Det skriver DR Nyheder.

Det er kritisabelt, at Peter Damgaard Jensen har valgt at deltage i den britiske kapitalfonds luksusture, mener Jacob Dahl Rendtorff, der er lektor i etik og virksomhedsansvar ved Roskilde Universitet.

»Det er svært at gøre sådan en beslutning helt ansvarlig, for man binder sig til virksomheden, når man tager imod de gaver. Direktøren eller investoren får en personlig gave for at investere i det selskab, og det er der, det kommer på grænsen til korruption,« siger han til DR.

PKA oplyser i en redegørelse på sin hjemmeside, at arrangementerne er i overensstemmelse med PKA’s interne retningslinjer. Derudover opfatter pensionskassen ikke skiturene som en gave, men som et fagligt arrangement.

Peter Damgaard Jensen ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Tidligere på året havnede Nordea-topchef Christian Clausen i en tilsvarende sag, da det kom frem, at han angiveligt skulle have deltaget i ekstravagante jagtture med den svenske skovkoncern SCA. Eksperter vurderede i den sag, at der kunne være tale om bestikkelse.

Nordea-topchefen blev inddraget i sagen som deltager på mindst en af de ekstravagante jagtrejser. SCA er netop storkunde i netop Nordea. Med på turen var angiveligt en stribe andre svenske topchefer og endda den svenske konge.