Pensionsdirektør: Et særligt chok har givet rekordstore milliardafkast til danske pensioner

Trods nylige advarsler om det modsatte har PFA kunnet levere enorme afkast til sine 1,3 mio. danske pensionskunder. Bag forklaringer om velvillige centralbanker og færre mørke skyer ligger en anden og større fortælling.

En medarbejder hos japanske Toyota arbejder på samlebåndet på bilfabrikantens franske fabrik. Ifølge PFAs investeringsdirektør, Kasper Lorenzen, er den globaliserede frihandel en af de største forklaringer på det usædvanligt lange opsving, vi har oplevet de seneste ti år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Francois Lo Presti/AFP/Ritzau Scanpix

Det har været »et sandt jubelår« for de danske pensionsopsparere, der har »fået på både gynger og karruseller«.

PFAs investeringsdirektør, Kasper Lorenzen, er ikke bleg for at tage store ord i munden. For bag ordene ligger meget store tal. Pensionsselskabet med 1,3 mio. danske kunder har mandag kunnet præsentere et investeringsafkast på 57,3 mia. kroner.

Til sammenligning var afkastet i samme periode sidste år »blot« 8,3 mia. kroner.

Den helt store vækstmotor i pensionsselskabets maskinrum har været investeringerne i amerikanske aktier, der har været stærkt medvirkende til, at PFAs aktieportefølje har givet et afkast på 19 procent. Derudover har alle dele af porteføljen givet et pænt positivt afkast.

Kasper Lorenzen, investeringsdirektør i PFA

»Det kan sagtens være nogle fornuftige år, vi kigger ind i, uden at det kan blive helt så ekstravagant, som det har været i år.«


»Centralbankerne gør, hvad de kan for at støtte aktiemarkederne, og vi har på det seneste fået en lille smule mere afklaring mellem Kina og USA i handelskonflikten. Der er og har været medvind på cykelstien,« forklarer Kasper Lorenzen.

Fornuftig frem for ekstravagant

Rekordafkastet kommer i kølvandet på advarsler om det modsatte, når man taler om, hvad danskerne skal forvente af afkast på lidt længere sigt. Direktørens egen chef, øverste direktør i PFA Allan Polack, har manet til besindighed, og kollegerne ovre i ATP har ligeledes advaret. Det kommer ikke til at fortsætte.

Kasper Lorenzen er dog ikke pessimist på den lidt kortere bane.

»Det er svært at forestille sig, at man kan få så flotte afkast, som tilfældet har været i år, men jeg tror fortsat, at aktierne kan give pæne moderate afkast. Det kan sagtens være nogle fornuftige år, vi kigger ind i, uden at det kan blive helt så ekstravagant, som det har været i år,« forklarer han.

Det skyldes særligt, at centralbankcheferne på begge sider af Atlanten har kørt renterne langt ned, hvilket styrker både aktier og obligationer. Men derudover er der en større fortælling, som ifølge Kasper Lorenzen har været på spil gennem flere årtier, og som kan tænkes at være stærkt medvirkende til, at det nuværende opsving har varet så usædvanligt mange år. Nemlig et »udbudschok« i form af øget aktivitet.

»Verdensøkonomien har i flere årtier oplevet et positivt udbudschok som følge af særligt frihandel og globaliseringen,« siger han.

Et undervurderet chok

Globaliseringen har sammen med frihandel ifølge direktøren sørget for at understøtte en fortsat vækst i en lang række af de store og udviklede økonomier i en udstrækning, som man ikke har forventet.

Oliekrisen i 1970erne var et negativt udbudschok, der betød, at investorerne i over mere end et årti knap nok fik et afkast. Man undervurderede ifølge investeringsdirektøren dengang betydningen af det chok.

»Jeg tror også, at man i disse tider har haft en tendens til at undervurdere effekten af de positive udbudschok, der går helt tilbage til midten af 90erne, og hvor meget inerti der har været i det.«

Kasper Lorenzen erkender, at den igangværende handelskrig og udbredelsen af populismen begynder at reducere effekten »en smule«, men han tror stadig, at udbudschokket kan levere en positiv effekt på afkastet et stykke tid endnu.

Kina halter

Han er dog enig med både sin chef og sine kolleger, når det kommer til det mere langsigtede perspektiv.

»Kigger vi på en tiårshorisont, så har realiteterne det med at indhente os. Vi må have fået noget afkast på forskud nu her. Investorerne er blevet generøst behandlet.«

Der er da også mørke skyer på horisonten. De tegnes særligt af en aftagende vækst i både Europa og Kina.

»Det samlede vækstbillede er fornuftigt, især trukket frem af den amerikanske økonomi. Men Kina har udfordringer, fordi landet har brug for, at den indenlandske efterspørgsel tager over, efter at eksporten har leveret væksten gennem så mange år,« siger han og tilføjer:

»Men det er den indenlandske efterspørgsel bare ikke klar til endnu. Formuefordelingen favoriserer fortsat den ældre del af befolkningen, og de er bare mere forsigtige med deres forbrug.«