Pengeregn over software-aktionærer

Simcorp vil udbetale over 133 millioner kroner i udbytte.

Foto: MORTEN JUHL

Softwareselskabet Simcorp præsenterede en nettoomsætning på 1,38 mia. kr. og opnåede et resultat af primær drift på 262 mio. kr. Overskudsgraden blev dermed på 19 pct.

Samtidig var der godt nyt til aktionærerne, da bestyrelses forslår at udbetale 133 mio. kr. i udbytte. Samtidig forventer selskabet at fortsætte aktietilbagekøb i 2011, hvor det er intentionen at tilbagekøbe aktier for 5 mio. euro i årets første halvår. 


Softwareselskabet præsenterede mandag efter lukketid en række nøgletal fra regnskabsåret 2010 via fondsbørsen, men havde ikke vedhæftet det komplette regnskab. Heller ikke fra selskabets hjemmeside var der umiddelbart hjælp at hente i den retning.

Selskabet offentliggjorde dog senere sit regnskab på hjemmesiden: Her fremgik, at Simcorp for 2011 venter en vækst i omsætningen på mindst 5 pct. og en overskudsgrad på mindst 20 pct.

- Simcorp forventer fortsat kunne vinde markedsandele. Denne forventning er baseret på koncernens evne til at møde markedets krav og de fortsatte, væsentlige investeringer i forskning og udvikling samt medarbejdere. De seneste års investeringer har gjort Simcorp i stand til møde de løbende forandringer i markedet samt at kunne imødekomme strukturelle trends, både på kort, mellemlangt og langt sigt, skriver Simcorp i sit regnskab.

Simcorp havde ved indgangen til 2011 sikret 125 mio. euro af 2011-omsætningen kontraktligt, hvilket er 19 pct. mere end ved indgangen til 2010.