Trods dystre forudsigelser for den danske restaurantscene ser det ud til, at der har været gang i tallerkener og vinglas hos restaurantkæden Cofoco.

Ser man på selskabets regnskab for 2022 er overskuddet øget med 25 millioner kroner mere end forventet.

Og ser man på udviklingen i top- og bundlinjen for koncernen, der også omfatter hotel og en solcellepark, er der tale om det bedste regnskab til dato.

For 2022 ligger bruttofortjenesten på 210 millioner kroner, hvor årsresultatet lander på 60 millioner kroner. Årsresultatet er højere end de fire foregående år – tilsammen.

En af de helt store poster, som bidrager til det øgede resultat, er »andre finansielle indtægter«, som lyder på næsten 17 millioner.

I flere år har restaurationsbranchen været hårdt ramt af coronanedlukninger, men efter genåbningen har der været et boom i lysten til at spise ude, og mange restauranter har fået et comeback.

Sammenligner man Cofocos regnskab for 2022 med 2019 – altså året før coronapandemien – ligger bruttofortjenesten også 100 millioner kroner højere. Koncernen har i alt 16 restauranter, med steder som Scarpetta, Llama og pizzeriakæden Corsa iblandt.

Og ifølge Cofocos regnskab ser det også ud til, at der har været særlig én guldgrube.

Lavere forventninger til fremtiden?

Man kunne tro, at stigende energipriser og inflation i vid udstrækning ville påvirke gæsternes appetit, men i august viste tal fra Danske Bank, at danskerne går mere på restaurant, end de gjorde før pandemiens udbrud. I de første to uger af august 2022 brugte de således 29 procent mere på restaurantbesøg, end de gjorde i samme periode i 2019.

Især en Cofoco-restaurant har haft medvind.

Restaurant Höst, der ligger i indre København og er 100 procent ejet af Cofoco, har i 2022 opnået et resultat på ti millioner kroner. Kigger man på regnskabet for Restaurant Höst ApS er bruttoomsætningen knap 24 millioner kroner.

Med stigende indtægter og det høje resultat kunne man tro, at selskabet ville forvente fremgang til næste års regnskab, men i ledelsesberetningen lyder det, at »der forventes i det kommende regnskabsår et resultat efter skat på 45 millioner kroner«.

Berlingske ville gerne have talt med Christian Lytje, der er direktør, bestyrelsesformand og majoritetsejer i Cofoco. Christian Lytje har ikke ønsket at stille op til interview.