Pelsboss frygter »dominoeffekt«

Mulige lovstramninger og forbud mod pelsdyravl i ét land kan ramme andre lande i Europa. Det vurderer europæisk branchedirektør.

Det risikerer at smitte af på andre lande, hvis et europæisk land indfører forbud mod pelsdyravl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Kirk

Det risikerer at smitte af på andre lande, hvis et europæisk land indfører forbud mod pelsdyravl. Sådan lyder bekymringen hos Fur Europe, der arbejder for at fremme pelsindustriens dagsorden på europæisk plan.

»Lad os tage et eksempel. Det foreslåede forbud mod minkavl i Holland. Hvis det var gået igennem, kunne det have forårsaget en dominoeffekt, fordi det ville skabe præcedens,« sagde Martina Bianchini i et interview kort efter hun var tiltrådt som direktør i paraplyorganisationen Fur Europe.

Dengang var et pelsforbud i Holland på vej. Siden er det dog blevet taget af bordet efter en succesfuld lobbyindsats fra netop pelsindustrien, som fandt forbuddet usagligt og urimeligt. Martina Bianchini har ikke ønsket at uddybe udtalelsen om »dominoeffekten« over for Berlingske Business. Derimod vil hun gerne fortælle, at den europæiske paraplyorganisation allerede har givet sine input til debatten i Norge.

Den regeringsnedsatte kommission har fået faktuelle oplysninger fra Fur Europe, og organisationen forventer at afgive høringssvar til de kritikpunkter, som kommissionen har rejst.

»Vi kigger lige nu på, hvordan vi kan imødekomme kommissionens kritikpunkter,« skriver hun til Berlingske i en e-mail, hvori hun med tilfredshed noterer, at kommissionen »anbefaler bæredygtig udvikling af den norske pelssektor«.

Hos den danske pelsindustris største aktør Kopenhagen Fur tager man debatten om pelsindustrien i andre lande ganske roligt.

Ifølge Tage Pedersen, bestyrelseformand i Kopenhagen Fur, vil et norsk forbud overhovedet ikke have en effekt i Danmark.

»Det vil ingenting betyde i Danmark, hvis der skulle komme forbud i Norge, for vi har kun meget lille handel med Norge. Så økonomisk betyder det så godt som intet. Men jeg mener, at spørgsmålet er hypotetisk. For der er nedsat en kommissionen, som peger i retningen af udviklingen af bæredygtig pelsdyravl i Norge. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig politikere vedtage noget andet,« siger formanden hos den danske pelsdyrorganisation.