Peder Tuborgh lover ikke Arlas mælkeproducenter guld og grønne skove - men næsten

Jubel i mejeriselskabet Arla, der de seneste 12 måneder har betalt sine mælkeproducenter mere end 40 procent mere i mælkepriser. Ttopchef, Peder Tuborgh, lover ikke Arlas mælkeproducenter guld og grønne skove - men næsten. 2. halvår 2017 bliver endnu bedre end 1. halvår for Arla.

Foto: Liselotte Sabroe. Her ses Arlas CEO Peder Tuborgh. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

De voldsomt stigende internationale priser på mælk og mælkeprodukter sender en lind strøm af penge i kassen hos Arla Foods og dermed også hos mælkeproducenterne, der er andelshavere i selskabet.

Arlas mangeårige topchef, Peder Tuborgh, er en rigtig glad mand. Han lover ikke Arlas mælkeproducenter guld og grønne skove - men næsten.

»Vi har kunnet hæve acontomælkeprisen til vores ejere, mælkeproducenterne, med 42 procent i løbet af de sidste 12 måneder. Det var hårdt tiltrængt efter to et halvt år, som har været rigtig hårde for de fleste mælkeproducenter verden over,« siger Peder Tuborgh.

Mejerikæmpen har det seneste halve år øget både omsætning og indtjening til sine andelshavere. Omsætningen steg til 37 milliarder kr. i første halvår 2017. En stigning på 3,4 procent i forhold til samme periode sidste år.

På Arlas bundlinie var der godt nok et fald på 56 procent til 104 mio. kr. Men i andelsselskaber som Arla er det mælkeafregningen, acontoprisen, til ejerne, andelshaverne, der nærmest fortæller om udviklingen i indtjeningen.

Ifølge Finans.dk har mælkeproducenter i blandt andet Danmark i første halvår 2017 fået en betaling pr. liter mælk på 52 øre højere end i samme periode 2016.

Det betyder, at Arla har forbedret sin halvårsindtjening med 3,2 milliarder kr. Arla venter, at indtjeningen for hele 2017 blivere yderligere forbedret.

De globale mælkepriser er i de første seks måneder af 2017 steget markant efter næsten tre år med uhyggeligt lave priser. Det skyldes, at mælkeproduktionen i de fleste mælkeproducerende lande i år har været lavere til uændret i forhold til sidste år. Samtidig er efterspørgslen efter mejeriprodukter i Europa og USA og på nye markeder stigende.

»De forbedrede markedsbetingelser, som er drevet af stigende priser på mælkefedt og protein, især i Europa i de seneste måneder, er virkelig godt nyt for Arla og vores mælkeproducenter, og vi forventer, at andet halvår af 2017 bliver endnu stærkere i lyset af den fortsatte markedsforbedring. Vi venter at nå vores mål for omsætning, resultatandel, gearing og vækst for strategiske brands. Vi venter, at den positive prisudvikling fortsætter. Vi har hævet acontomælkeprisen til vores ejere yderligere i juli, august og september og forventer at fastholde dette høje niveau resten af året,« siger administrerende direktør Peder Tuborgh.

Når Arla til september hæver sin acontopris i bl.a. Danmark og Sverige bliver afregningen til mælkeproducenterne for konventionel mælk 277,5 øre og for økomælk 364,2 øre.

Arla offentliggør til februar sin regnskab for 2017.