PC-virus går efter atomanlæg

Iransk atomanlæg er ramt af computervirus, der ser ud til at være fremstillet af en anden stat.

Det iranske atomanlæg i Bushehr, som åbner snart, er blevet ramt af en computervirus. Foto: Atta Kenare, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere computere på Irans første kærnekraftanlæg i Bushehr er blevet ramt af en computervirus, som tilsyneladende går efter netop iranske mål, og som ser ud til at have en anden stat i ryggen.

Virusen med navnet Stuxnet er designet til at angribe computere, der anvender et system, som den tyske industrigigant Siemens har udviklet, og som blandt andet anvendes i det kontroversielle iranske atomanlæg. Ifølge det iranske nyhedsbureau, IRNA, er det centrale datasystem på anlægget, som tages i brug om nogle uger, dog ikke ramt.

En anden stat står bag

Adskillige antiviruseksperter fra de største IT-sikkerhedsfirmaer mener samstemmende, at computervirusens kompleksitet antyder, at den kun kan være blevet til med opbakning fra en anden stat.

Researchdirektør hos det finske IT-sikkerhedsfirma F-Secure, Mikko Hypponen, mener, at Stuxnet »åbenlyst er lavet af en gruppe med seriøs teknologisk og finansiel opbakning«. Den tyske IT-ekspert, Ralph Langner, støtter over for nyhedsbureauet Reuters den tanke:

»Dette er ikke en hacker, der sidder i en kælder i forældrenes hus,« siger han.

Antallet af ramte computere i Iran er nemlig oppe på omkring 63.000, mens der »kun« er tale om 13.000 virusramte computere i Indonesien, 6.500 i Indien, 2.900 i USA, 2.400 i Australien, 1.000 i Storbritannien og Malaysia samt 993 i Pakistan, oplyser antivirusfirmaet Symantec.

USB-stik er bagdøren

Stuxnet, der er en såkaldt orm, er skræddersyet til at angribe svagheder i Siemens-systemet, som også anvendes til at styre vand- og olieanlæg samt kraftværker.

Siemens har selv identificeret 15 kunder, hvis anlæg er ramt af Stuxnet. Disse har, ifølge talsmand Michael Krampe, alle med held fået fjernet ormen.

Virusen er kommet ind, når USB-nøgler er koblet på PCen, hvor den har udnyttet et sikkerhedshul i Microsofts styresystem Windows. De pågældende systemer er nemlig oftest ikke koblet på Internet men har alle USB-porte.

Der er sat mandskab ind på Bushehr-anlægget for at få udryddet computervirusen. Iran fastholder, at anlægget udelukkende er bygget til fredelige energiformål.