PC med personlige oplysninger stjålet fra forsvaret

Personfølsomme oplysninger om 600.000 mennesker forsvundet i ny skandalesag.

Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rækken af skandaler, hvor britiske myndigheder mister i tusindvis af personlige oplysninger om borgerne, vil tilsyneladende ingen ende tage.

Forsvarsminister Des Browne måtte mandag i parlamentet bekræfte, at en bærbar computer med følsomme oplysninger om 600.000 briter er blevet stjålet fra forsvaret. Blandt de mange oplysninger er pasnumre og sygesikringsnumre samt bankkonti på folk, som enten har søgt ind i eller faktisk i dag arbejder i flåden eller luftvåbenet. Derudover lå der oplysninger om kørekort, familier og lægeadresser.

De forsvundne data er blot de seneste i rækken af skandaler, hvor ofte dybt fortrolige oplysninger er forsvundet på grund af dårlig sikkerhed. I oktober blev to CDer med meget personfølsomme oplysninger om børnebidrag og bakkontonumre på 25 millioner briter væk. Det er stort set halvdelen af landets befolkning. Et par uger efter blev det kendt, at Transportministeriet har mistet oplysninger om 7.500 køretøjer - herunder navne og adresser på deres ejere - sendt med posten fra Nordirland til Wales. I december blev det kendt, at resultaterne fra tre millioner teoriprøver med navne, adresser og telefonnumre var forsvundet.

Skandalerne har lagt et voldsomt pres på premierminister Gordon Browns regering. De personlige oplysninger kan misbruges til såkaldt ID-tyveri, hvor kriminelle udgiver sig for at være de pågældende og kan optage lån, hæve penge og på anden måde misbruge deres identitet, fordi de har alle data.

Forsvarsminister Des Browne mener ikke, at der er grund til at tro, at den bærbare computer blev stjålet for at udnytte de personfølsomme oplysninger men »kan ikke helt udelukke dette«.

Forsvaret er nu i gang med at skrive til de 3.500, hvis bankkontonumre lå på den bærbare PC.