PC fra Google rygtes klar

Særlig Google-computer ventes i handelen senere på måneden.

Sådan ser skærmbilledet ud i den foreløbige udgave af Googles nye styresystem, Chrome OS, der skal konkurrere mod Windows og Mac OS. Arkivfoto: Wikipedia Fold sammen
Læs mere

Internetgiganten Google kan igen være på vej ind i hardwarebranchen med en særlig PC, som står til at lanceres sidst på måneden.

Det siger kilder til det taiwanesiske nyhedsnettjeneste Digitimes. Google har længe arbejdet med en større udgave af det Android-styresystem, som mange kender fra mobilverdenen. Den større udgave hedder Chrome OS (»OS« står for »operating system« eller »styresystem«).

Kamp mod Windows og Mac OS

Ifølge Digitimes vil en Google Chrome OS-mini-PC i første omgang skulle produceres i 60.000-70.000 eksemplarer. To af de store PC-fabrikanter, taiwanesiske Acer og amerikanske Hewlett-Packard (HP), har deres første modeller med Chrome OS klar til december.

Google forsøgte sig med en egen mobiltelefon, Nexus One, som var første gang, at netgiganten selv stod for et produkt. Selve telefonen var produceret ude i byen men bar Googles navn. Telefonen blev imidlertid en fiasko, og Google trak sig tilbage.

Med Chrome OS håber Google at gå i flæsket på Microsoft Windows og Apple Mac OS. Chrome OS bygger - som Android - på det gratis styresystem Linux, der findes i adskillige udgaver.