Passagerrekord i Kastrup

Med 21,5 mio. passagerer satte Københavns Lufthavn passagerrekord i 2008. Det er en stigning på 0,6 procent i forhold til året før. Finanskrisen og Sterlings konkurs satte sit præg på årets sidste to måneder.

Nøjagtig 21.530.016 passagerer rejste til og fra Københavns Lufthavn i 2008, og dermed satte lufthavnen rekord, idet antallet af passagerer steg med 0,6 procent i forhold til året før.

Dog har finanskrisen og Sterlings konkurs skrabet toppen af passagerantallet i de sidste måneder af 2008. Dermed blev fremgangen ikke så markant som ventet, skriver Københavns Lufthavne i en pressemeddelelse.

”Vi havde kalkuleret med en trafikvækst på mellem to og fire procent i 2008, men faldende passagertal i årets sidste måneder betød, at væksten blev lavere end forventet,” siger Brian Petersen, adm. direktør, Københavns Lufthavne A/S og tilføjer:

”Trods Sterlings konkurs er vi godt rustet til fremtiden. Selskaber som Norwegian, Transavia, easyJet, SAS og Cimber Sterling har bebudet over 250 nye ugentlige afgange, og den fulde effekt af de initiativer vil blive synlige i løbet af de kommende måneder.”

Passagertrafik faldt med næsten ti procent i december
Det samlede antal passagerer i Københavns Lufthavne faldt 9,8 pct. i december i forhold til december 2007. Flest indenrigspassagerer blev væk, og faldet var her 10,9 pct. For passagerer med destination ud af landet var faldet på 9,6 pct. Rutetrafikken, der udgør langt den største del af udenrigstrafikken faldt med 10,3 pct., skriver RB-Børsen.

I alt kom der 1.329.001 passagerer igennem lufthavnene i december 2008, hvilket var 127.409 færre end året før.