Pas på, når du lejer ud til studerende

Mange af de over 65.000 nye studerende søger bolig, og det kan friste både ejere og lejere til at leje et ledigt værelse ud. Men det kan ende galt, advarer Ejendomsforeningen Danmark.

Mange danskere har mere plads i boligen, end de egentlig behøver, og så kan det virke oplagt at slå adskillige fluer med et smæk og leje et værelse ud til en studerende, der netop er kommet til byen og ikke har fået plads på et kollegium.

Men den gode ide kan udvikle sig fatalt, hvis man ikke er opmærksom på komplicerede regler for udlejning af boliger, advarer juridisk direktør Morten Østrup Møller fra Ejendomsforeningen Danmark.

Det handler ikke blot om, at man i den situation skal iagttage de regler, der gælder som udlejer. Bor man selv i en lejebolig, skal man også være sikker på, at fremlejen er i orden i forhold til egen lejekontrakt.

»En enkelt fejl kan i værste fald betyde, at en værelsesudlejer kan blive smidt ud af sin lejebolig, men hvis man tænker sig om, kan det også være en rigtig god måde for enten en boligejer, lejer eller andelshaver at få et supplement til boligudgifterne. Og hvis matchet med lejeren er godt, giver det også noget liv i hjemmet,« siger Morten Østrup Møller.

I en lejebolig har man ret til at fremleje op til halvdelen af værelserne. Der rundes dog ned, så hvis man lejer en treværelses lejlighed, må man kun fremleje et værelse.

»Hvis man bor i en lejebolig, skal man give sin egen udlejer en kopi, før man lejer værelset ud. Hvis man ikke orienterer udlejer eller overtræder reglerne for fremleje på anden vis, risikerer man at blive smidt ud af lejeboligen, fordi man overtræder reglerne for ens egen lejeaftale med udlejer,« siger Morten Østrup Møller.

I en ejerbolig er der i udgangspunkt frit spil. Men er man medlem af en ejer- eller andelsboligforening, anbefaler Ejendomsforeningen Danmark, at man tjekker, hvad der står om sagen i foreningens vedtægter.