Pas på billige flybilletter

Køber man billige flybilletter på nettet, kan det ende i frustrationer. Forbrugerstyrelsen opfordrer folk til at læse aftalevilkår grundigt igennem.

Læs mere
Fold sammen
Det kan være fristende at købe de billige flybilletter på nettet, når ferien skal i hus. Men Forbrugerstyrelsen opfordrer folk til læse aftalevilkår grundigt igennem, før man booker billetten, så man er klar over, hvordan mulighederne for at ændre eller afbestille en billet er.

- Det kan være fristende at slå til med det samme, når du finder de billigste flybilletter på nettet. I mange tilfælde er der dog god grund til at slå kold vand i blodet og se på andre forhold end prisen, før du bestiller billetterne. Print aftalevilkårene ud og giv dig tid til at læse dem igennem, siger direktør i Forbrugerstyrelsen, Tanja Franck i en pressemeddelelse.

Hos nogle selskaber er det muligt at afbestille en flybillet mod et mindre gebyr, mens det ikke kan lade sig gøre hos andre. Man har 14 dages fortrydelsesret ved køb af en computer, en bluse eller et møbel på en hjemmeside med elektronisk indkøbskurv, men denne ret gælder som udgangspunkt ikke, når det drejer sig om billetter til koncerter, teaterforestillinger, idrætsbegivenheder, hytteleje eller flybilletter.

- Som tommelfingerregel kan man sige, at forbrugeren ikke har fortrydelsesret til begivenheder eller ydelser, der er knyttet til tid og sted. Det betyder blandt andet flybilletter og transport generelt. Så når du først har bestilt flybilletter, er der i mange tilfælde ingen vej tilbage. Derfor er det endnu mere centralt at få sat sig ordentligt ind i, hvilke vilkår du som forbruger accepterer, når du køber flybilletter, siger Tanja Franck.

Køber man en flybillet hos en dansk udbyder, kan man klage til Forbrugerklagenævnet. Har man købt en pakkerejse kan man klage til Pakkerejse-Ankenævnet. Men er billet eller rejse købt hos en udenlandsk udbyder, vil kunden i mange tilfælde være henvist til at klage i udbyderens hjemland. Er rejsen købt hos en sælger fra et andet EU-land, kan forbrugeren dog henvende sig til Forbruger Europa i Danmark, der kan hjælpe forbrugeren med at klage over sælgeren.



/ritzau/