Partier presser på for at lukke skattehul

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal indgå nye aftaler med internationale myndigheder, der skal dæmme op for yderligere skattesvindel, lyder kravet fra flere partier.

Foto: Torkil Adsersen. Skatteminister Karsten Lauritzen (V). (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

Et alvorligt hul i skattemyndighedernes konstruktion står lige nu så pivåbent, at det nærmest inviterer til svindel.

Sådan lyder reaktionen fra flere partier i Folketinget, efter at en række medier har afsløret, hvordan advokatfirmaet Mossack Fonseca fra Panama har hjulpet tusindvis af personer med at konstruere såkaldte skuffe­selskaber. Disse selskaber er ikke i sig selv ulovlige, men brugen af dem gør pengene umulige at spore for skattemyndighederne. Flere partier kræver derfor, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) får hullet lukket hurtigst muligt.

»Vi vil bede skatteministeren om at garantere, at der er det mandskab, der skal til for at forfølge de sager, som Danmark kunne komme efter med vores udvekslingsaftaler. Vi savner også, at regeringen på internationalt plan forpligter sig til at gøre Danmark til foregangsland i forhold til at skabe opbakning til nogle af de forslag, der bliver arbejdet med i EU og OECD, hvor formålet er at gøre det mere tydeligt, hvor multinationale selskaber faktisk tjener deres penge og få åbenhed om, hvem der er de reelle ejere af konti af selskaber rundt omkring,« siger Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, der nu vil bede skatteministeren om at redegøre for brugen af skatteudvekslingsaftaler inden for de seneste par år.

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, foreslår helt konkret, at bankerne i højere grad end i dag pålægges at oplyse myndighederne om større transaktioner med kendte skattely.

»Vi ser gerne, at man indskærper over for rådgiverne – herunder de store banker – at det er helt uacceptabelt på nogen måde at bidrage til de her ting. Og vi ser også meget gerne, at man strammer reglerne, så bankerne i højere grad får pligt til at samarbejde med myndighederne – eksempelvis ved at indberette pengeoverførsler til kendte skattely,« siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen sagde til Berlingske tirsdag, at det er noget nær umuligt at gøre yderligere i dansk lovgivning for at komme brugen af skattely til livs.

»Det gør mig ked af det som skatteminister, fordi det langt hen ad vejen er svært for mig at gribe ned i værktøjskassen og hive et værktøj frem, der løser det her problem i morgen,« sagde Karsten Lauritzen.

De Radikales skatteordfører, Martin Lidegaard, mener ligesom ministeren, at problemet skal løses internationalt. Martin Lidegaard sætter derfor sin lid til et kommende udspil fra EU-Kommissionen, der vil pålægge de europæiske banker at fremlægge langt mere detaljerede regnskaber end i dag.

»Her vil jeg klart opfordre regeringen til, at den støtter og bakker helhjertet op omkring forslaget. Hvis man har et stort potentielt nys om, hvad der foregår, er det også langt lettere at komme efter dem, der ikke betaler,« siger han.