Parken skifter navn til Telia Parken

Telia vil styrke sin position på det danske marked og har derfor indgået en syvårig sponsoraftale med Parken. Det betyder, at Danmarks nationalstadion skifter navn til Telia Parken.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fremover vil FCK og fodboldlandsholdet spille deres hjemmekampe i Telia Parken.

Her til middag bekræftede Parken Sport and Entertainment, at selskabet har indgået en syvårig sponsoraftale med teleselskabet Telia Danmark, og at det indebærer et navneskifte for Danmarks nationalstadion, som det allerede onsdag blev spekuleret i.

Parterne vil ikke ud med, hvor mange penge Telia Danmark har lagt på bordet. Men aftalen betyder samtidig, at Telia etablerer et trådløst netværk i Parken, så alle tilskuere kan gå gratis på nettet. Det bliver Nordens største wifi-netværk.

»Man vil kunne bestille mad og drikke fra sin plads. Man vil kunne se statistik og have mulighed for at købe merchandise. Og på sigt vil der også være mulighed for at have nogle funktionaliteter, som man kun får adgang til, hvis du er herinde i Parken,« siger kommerciel direktør i Parken, Rikke Dræbye Gantzhorn til Berlingske Business.

For Telia er sponsoraftalen led i en strategi om at styrke selskabets position på det danske marked og øge indtjeningen blandt sine danske kunder, siger administrerende direktør for Telia Danmark, Søren Abildgaard.»Vi har øget indtjeningen støt og roligt over de sidste seks kvartaler. Og det her er en glimrende ny byggeklods i den strategi,« siger han til Berlingske Business og fortsætter:

»Kan vi give flere gode oplevelser herude, hvor kunderne er, så skulle vi også have en chance for at få dem med ind til os.«

Rygterne om sponsoraftalen begyndte at snurre i medierne og på sociale netværk allerede onsdag, hvor en del udtrykte deres utilfreds med, at et svensk selskab får lov til at navngive landsholdets hjemmebane.

Ifølge parterne er hensynet til at bevare respekten omkring nationalarenaens kultur og arv også forklaringen  på, at »Parken« stadig er en del af navnet. Derudover tror Rikke Dræbye Gantzhorn ikke, at der vil være de store folkelige protester over det nye navn.

»Jeg er helt sikker på, at når gæsterne kommer herind og oplever de muligheder, vi tilbyder dem, så tror jeg slet ikke, at det er noget problem. Vi værner meget om vores værdier,« siger hun til Berlingske Business.

Parken bliver det første danske fodboldstadion, der får trådløst netværk og ifølge parterne er der kun to andre større stadions i Europa, der har så omfattende et netværk. Det er Real Madrids hjemmebane Bernabeu og den nybyggede Friends Arena i Stockholm.

Det trådløse netværk er allerede etableret, og op mod 50.000 tilskuere kan ifølge Telia være på samtidig, uden at kvaliteten bliver forringet. For at logge på skal man dog indtaste sin mailadresse og give en såkaldt »permission« til at modtage mails fra Telia.

Rikke Dræbye Gantzhorn lægger vægt på, at den syvårige sponsoraftale - som er lang tid i sportens verden - er indgået i et marked, hvor »andre har svært ved at indgå sponsorater og langvarige aftaler.« Det ligner en direkte stikpille til ærkerivalerne i Brøndby, der godt nok har indgået en sponsoraftale med TDC-ejede Bet25, men kun for et år.

Parkens kommercielle direktør vurderer derudover, at aftalen med Telia kan bane vejen for sportslige resultater i FCK.

»Det er med til at skabe nogle ting for klubben. Og det betyder, at vores sportslige afdeling kan få et endnu bedre afsæt til at opnå deres ambitioner,« siger Rikke Dræbye Gantzhorn.