Parken-sag kan ende i erstatningskrav

Hvis det viser sig, at Parken-ledelsen i en periode faktisk pumpede kursen kunstigt op, er der nogle, der har betalt for meget for deres aktier. Storaktionærer holder øje med udviklingen.

Erik Skjærbæk (tv) og Karl Peter Korsgaard Sørensen menes at sat lagt omtrent 400 mio. kr. i Parken-aktier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bagmandspolitiet undersøger, om Parken Sport & Entertainment-ledelsen op til september 2008 pustede underholdningskoncernes aktiekurs kunstigt op ved bl.a. via systematisk at afgive købsordrer sent på dagen. Viser anklagerne sig at være rigtige, og er der foregået noget ulovligt, så kan der meget vel være et nyt juridisk slagsmål under opsejling.

Det giver nemlig aktionærerne anledning til at iværksætte en erstatningssag, skriver Børsen.

En af Parkens nuværende storaktionærer er Erik Skjærbæk. Han afviser ikke, at hele sagen kan ende med et erstatningskrav.

”Lad os nu afvente, hvordan sagen ender, og om de forskellige personer bliver dømt eller frikendt. Men afhængig af, hvad der sker, er alle muligheder åbne,” siger han ifølge avisen.

Erik Skjærbæk kom ind i Parkens ejerkreds sammen med sin velhaverkollega Karl Peter Korsgaard Sørensen i 2009. Det skete i forbindelse med, at den tidligere storaktionær Patrick de Vela - tidligere Steen Larsen - fik vredet armen rundt af sin bankforbindelse og blev tvunget til at sælge sine Parken-aktier. Skjærbæk og Korsgaard Sørensen menes at have lagt op i mod 400 millioner kroner i Parken ind til videre.

Karl Peter Korsgaard Sørensen vurderer også, at det hele kan ende op i erstatningskrav. Han forventer dog ikke selv at gå ind i en eventuel erstatningssag.

Og det måske ikke uden årsag. For sagen er, at det kan blive svært at føre en sådan erstatningssag.

”Problemet bliver at bevise, hvor stor et tab de har lidt. For det kræver, at de kan bevise, hvad kursen ville have været uden manipulation, og det er meget svært,” siger Lars Bo Langsted, der er juraprofessor ved Aalborg Universitet.

Hele sagen tager udgangspunkt i en undersøgelse i Finanstilsynet, der stiller skarpt på Parkens store opkøb af egne aktier i 2007 og 2008. Bagmandspolitiet valgte i begyndelsen af ugen at sigte bl.a. tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard og tidligere direktør Jørgen Glistrup for kursmanipulation i sagen.