Parken-aktien fik en rutschetur i rygtemøllen

Aktionærerne i Parken kunne torsdag se deres investering få en solid rutschetur i rygtemøllen, som på sit højeste sendte aktien op med godt 40 pct til kurs 148,50 . Ved lukketid fik aktien dog en lidt mere blød landing, da den endte dagen med en stigning på 4,25 pct. i kurs 110,50.

Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aktien steg på opkøbsspekulationer, der fik næring, da det sent onsdag kom frem, at direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Carsten Koch, fortalte om sit møde med den russiske rigmandssøn, Arkady Abramovich, hvor de to snakkede om fodbold.

Torsdag var Koch dog knap så åbenmundet, da Ritzau fangede ham for at spørge ind til historier om, at sønnen af Chelsea-ejer Roman Abramovich og LD, der er storaktionær i Parken, er i gang med at planlægge en aktieemission. Carsten Kochs kommentar var, at han ikke havde nogen.

Forinden havde både Jyllands-Posten og TV2 News vurderet, at Carsten Koch og Arkady Abramovich planlægger en storstilet aktieemission for Parken Sport & Entertainment. Den skal ifølge TV2 News sikre selskabet bag fodboldklubben FC København et trecifret millionbeløb.

Forhandlingerne skulle ifølge Jyllands-Posten foregå bag om ryggen på en anden storaktionær i Parken, milliardæren Erik Skjærbæk. Planen skulle være, at der skulle foretages en rettet emission i Parken på 400 mio. kr., så den russiske rigmandssøn kunne komme til magten.

Sidst på eftermiddagen torsdag afviste Roman Abramovich dog gennem en talsmand, at han skulle være interesseret i af gå ind i fodboldklubben FC København. Det skrev Tipsbladet. Herefter drattede Parken-aktien gevaldigt fra omkring 128 kr. og endte dagen i kurs 110,5.

RB-Børsen