Paris har kastet snøren ud efter 20.000 finansfolk fra London

Paris og andre europæiske storbyer har kastet sig ind i en intens konkurrence om at få en bid af kagen, når et stort antal arbejdspladser i den finansielle sektor ventes at flytte til Kontinentaleuropa som følge af Brexit.

Foto: ODD ANDERSEN.
Læs mere
Fold sammen

Paris forsøger aktuelt at tiltrække 20.000 arbejdspladser i den finansielle sektor til den franske hovedstad, når en stribe finansielle institutioner indenfor overskuelig fremtid ventes at slå sig ned på en ny europæisk adresse som følge af Brexit.

Den parisiske lobbyorganisation Europlace vil på en række møder i februar forsøge at overbevise London-baserede topchefer i den finansielle sektor om fordelene ved at flytte arbejdspladser til netop Paris, skriver Bloomberg. Europlace slår blandt andet på, at Paris allerede beskæftiger mere end 180.000 finansfolk, at Paris er hjemsted for regionens største obligationsmarked, og at Paris har det næststørste antal formueforvaltere.

Kapløbet om at tiltrække de attraktive finansielle institutioner og medfølgende arbejdspladser spidser til netop nu, hvor den britiske premierminister Theresa May forsøger at få forhandlingerne om Storbritanniens udtrædelse af EU planlagt til at begynde i slutningen af marts.

Ud over Paris har også Berlin, Dublin, Luxembourg og Frankfurt kastet sig ind i kampen om at tiltrække de attraktive britiske arbejdspladser. Ifølge the Independent er adskillige finansielle virksomheder fra Storbritanien allerede begyndt ansøgningsprocessen for at få autorisation i Irland. Tilsvarende er en række store internationale banker ved at foretage en såkaldt due diligence med henblik på at flytte deres operationer til den franske hovedstad, skriver the Independent på baggrund af oplysninger fra franske finansmyndighed, Autorité des Marchés Financiers.

Den britiske lobbyorganisation TheCityUK har advaret om, at næsten 70.000 arbejdspladser er på spil.