Pantebrevsbørs lukker

Markedet for pantebreve er gået i stå. Derfor lukker Dansk Pantebrevsbørs sine aktiviteter.

Læs mere
Fold sammen
Markedet for pantebreve er gået fuldstændigt i stå. Og da der ikke inden for en overskuelig fremtid er udsigt til at skabe en bare nogenlunde rentabel forretning inden for formidling af pantebreve, lukker Dansk Pantebrevsbørs sine aktiviteter.

"Markedet for pantebreve har udviklet sig meget negativt i 2008. Omsætningen af pantebreve er faldet drastisk, hvilket skyldes, at investorerne har trukket sig ud af markedet, dels på grund af tab på deres pantebrevsportefølje og dels manglende muligheder for at skaffe fremmedfinansiering til køb af pantebreve," siger administrerende direktør Jakob Wind-Hansen, Dansk Pantebrevsbørs.

Allerede sidste år reducerede virksomheden medarbejderstaben med en tredjedel på grund af faldende omsætning

"Det er vores vurdering, at afsætningsmulighederne for pantebreve vil være problematiske i såvel 2009 som 2010. På den baggrund vil der ikke være et tilstrækkeligt forretningsmæssigt grundlag for at fortsætte selskabet," siger Jakob Wind-Hansen.

Dansk Pantebrevsbørs er ejet af Nykredit Bank og den kollapsede nordjyske EBH Bank.

Ritzau