Pandoras udvidede Disney-aftale kan tilføre noget vækst

Pandoras udvidede strategiske alliance med Disney er et vidnesbyrd om, at den amerikanske underholdningskoncern har været tilfredse med den aftale, der frem til nu kun har omfattet USA og Asien.

Foto: Liselotte Sabroe. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Fremover skal forbrugerne i Europa, Mellemøsten og Afrika også tilbydes den Disney-inspirerede Pandora-kollektion, og det kan tilføje noget vækst til de regioner, siger aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank til Ritzau Finans.

»Pandora er afhængig af innovation, og at man er i stand til hele tiden at tilbyde nye smykkekategorier til forbrugerne. Det er noget, der kan bidrage til væksten på de her markeder. Men jeg tror egentlig, at man måske allerede har plukket de lavthængende frugter, i og med at interessen omkring Disney formentlig er størst blandt de to forbrugsgrupper, som alliancen indtil videre har omfattet, nemlig de amerikanske og asiatiske forbrugere. Men selvfølgelig er det også positivt, at man kommer ud på de her markeder,« siger Søren Løntoft Hansen.

Pandoras aktie har reageret afdæmpet positivt på den udvidede alliance med en stigning på 0,2 pct. til 656 kr.