Pandoras omsætning stiger 40 procent

Smykkeselskabet Pandora leverer onsdag eftermiddag foreløbige tal for omsætningen for hele 2015 og kan se tilbage på et år med stor vækst på toplinjen i forhold til året før.

Foto: Liselotte Sabroe

Den børsnoterede smykkekoncern Pandora er onsdag eftermiddag klar med foreløbige omsætningstal for 2015 som optakt til torsdagens kapitalmarkedsdag.

Og det ser nydeligt ud for det fremadstormende selskab.

2015-omsætningen er steget ca. 40 pct. i forhold til 2014 til nu 16,7 mia. kr., hvilket skal sammenlignes med en finansiel forventning på over 16 mia. kr.

Stigningen inkluderer medvind fra valutakurser på omkring 11 pct., sammenlignet med en forventet valutakurseffekt på ca. 10 pct. i forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsrapporten for 3. kvartal 2015.

Ifølge fondsbørsmeddelelsen bidrager alle geografiske regioner med tocifret vækst i lokal valuta i fjerde kvartal. Det sker primært som følge af et bedre end forventet julesalg.

Andre finansielle forventninger er ifølge selskabet uændrede og Pandora forventer fortsat en EBITDA-margin omkring 37 pct.

Årsrapporten for 2015 vil blive offentliggjort den 9. februar 2016, hvor direktionen vil uddybe resultaterne yderligere.