Pandoras angreb på Kasi-Jesper mislykkedes

Forsøget på at udelukke Jesper "Kasi" Nielsen fra den internationale smykkebranche er gået galt for Pandora.

Jesper "Kasi" Nielsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis der er en mand, som ånder lettet op i dag, er det Jesper "Kasi" Nielsen. Flere medier har denne eftermiddag erfaret, at hans voldgiftssag mod Pandora er afsluttet. Det er korrekt, lyder det også fra Berlingske kilder tæt på begivenhederne.

Jesper "Kasi" Nielsen var forud for voldgiftssagen nervøs for, at Pandora kunne tvinge ham til at fratræde sin stilling som topchef i smykkefirmaet Endless. Det kommer ikke til at ske, forlyder det nu.

Derimod får Jesper Nielsen lov til at fortsætte sin ekspansion med sit nye smykkefirma Endless. Dog ligger det samtidig fast, at Pandora har fået penge ud af at køre voldgiftssagen mod Jesper Nielsen. Det præcise beløb kender Berlingske ikke, men ifølge TV 2 drejer det sig om fem mio. kroner.

Hvis dette beløb er korrekt, så er det en mindre økonomisk lussing til Kasi-Jesper og ikke et decideret knock-out, som Pandora reelt gik efter. Jesper Kasi Nielsen vil dermed fortsætte sit ekspansionstogt, hvor han med Endless går efter Pandoras kernemarkeder.

Berlingske kunne for få uger siden fortælle, at de to parter var endt i en voldgiftssag, fordi Jesper Nielsen skulle have brudt en konkurrenceklausul, som han underskrev dengang han solgte sit firma Kasi Group til Pandora.

Jesper Nielsen selv oplyser i en e-mail til Berlingske, at han ikke må udtale sig om sagen. Heller ikke Pandora har kommentarer. Begge parter er hæmmet af, at de har aftalt, at de ikke må udtale sig om sagen.