Pandora: Vi har overholdt alle regler

Pandora er fredag blev tiltalt for en for sen nedjustering i 2011. Smykkeselskabet går efter en frifindelse og meddeler, at alle regler er blevet overholdt.

Foto: Christian Liliendahl. Arkivofoto.
Læs mere
Fold sammen

Pandora går efter en frifindelse, efter at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) i daglig tale kendt som Bagmandspolitiet fredag har tiltalt smykkevirksomheden for en for sen nedjustering af forventningerne i 2011.

Det meddeler Pandora i en selskabsmeddelelse.

I lighed med den meddelelse, som smykkevirksomheden udsendte i januar 2012, understreges det, at selskabet reagerede korrekt og overholdt alle regler, da salget pludselig dykkede i juli 2011.

Bagmandspolitiet mener omvendt, at Pandora-ledelsen må have kendt til det vigende salg allerede den syvende juli - dvs. tre en halv uge, før selskabet nedjusterede sine forventninger.

»Det er fortsat Pandora opfattelse, at: Selskabet reagerede korrekt på en hurtig og uventet omsætningsnedgang ved at offentliggøre en rettidig og præcis selskabsmeddelelse, i hvilken Selskabet, på baggrund af nye oplysninger og på grundlag af en analyse af ændringerne i markedssituationen i juli 2011, justerede sine helårsforventninger. Selskabet altid fuldt ud har overholdt alle relevante regler og love for udstedere af aktier,« skriver Pandora i en selskabsmeddelelse.

Den anden august 2011 udsendte Pandora sit halvårsregnskab to uger før tid, og foretog ved samme lejlighed kraftig nedjustering af forventningerne til resten af året.

Fra at have guidet om en omsætningsvækst på 30 pct., nedjusterede smykkeproducenten til en vækst på 0 procent. Samtidig tog Pandora afsked med topchef Mikkel Vendelin Olesen.

Nyheden udløste et kursfald på 65 procent i Pandora-aktien, der ved børslukketid den dag blev handlet for bare 51 kroner. I dag handles aktien for 260 kroner.