Pandora vælger ny topchef i Australien

Smykkegiganten Pandora har taget Australien med storm, og nu forfremmes 33-årige Mikael Kruse Jensen til chef for nøglemarkedet i Australien.

Smykkegiganten Pandora har taget Australien med storm, og nu forfremmes 33-årige Mikael Kruse Jensen til chef for nøglemarkedet i Australien. (Foto: Christian Liliendahl/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Liliendahl

Det skriver Børsen.

Mikael Kruse Jensen kan bryste sig af et imponerende cv trods sin unge alder. De sidste tre år har han være finanschef for Pandora i Asien, og nu overtager han ansvaret for en omsætning på mere end 1 mia. kr. En post, som danskeren længe har ønsket.

 

- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har stilet efter at stå med det kommercielle ansvar selv. Men det er ikke så tit, at de finansielle kræfter får sådan en mulighed, så jeg er meget benovet over at få chancen, fortæller Mikael Kruse Jensen til Børsen.

Siden den kommende topchef blev ansat på Pandoras kontor i Hongkong, er omsætningen tidoblet, og især på markedet i Australien spinder smykkefirmaet guld. Her steg omsætningen nemlig med 39 pct. fra 2015 til 2016. Det vil sige, at det australske marked stod for 7 pct. af den samlede omsætning i smykkeselskabet.

Pandora forventer, at omsætningen i Australien vil stige med mindst 30 pct. fra 2015 til 2018, og selskabets udfordring bliver altså at holde tempoet oppe med nye produkter.