Pandora-partner viser fremgang i julesalget

Den amerikanske smykkekæde Jared, som blandt andet forhandler Pandora-smykker, har haft et højere julesalg i den netop overståede sæson end i samme periode sidste år.

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Jareds såkaldte sammenlignelige salg steg 2,7 pct. i julen og beløb sig i alt til 359,1 mio. dollar., viser en salgsopdatering fra det børsnoterede smykkeselskab Signet Jewelers, der ejer Jared-kæden.

Pandora kunne allerede onsdag melde om gode salgstakter i julesæsonen, da smykkekoncernen sendte tidlige salgstal ud til markedet. Selskabets salg sidste år voksede omkring 40 pct. til 16,7 mia. kr. - delvist hjulpet af medvind på valutasiden.

- Alle geografiske regioner bidrog med tocifret vækst i lokal valuta i fjerde kvartal, primært som følge af et bedre end forventet julesalg, fremgik det af onsdagens meddelelse.