Pandora opjusterer

Smykkekoncernen hæver sine forventninger til 2013 over en bred kam.

Foto: Rachel Murray.
Læs mere
Fold sammen

Smykkevirksomheden Pandora ser optimistisk på fremtiden og opjusterer sine forventninger til helåret inden for både salg, indtjening og åbning af flere butikker end tidligere ventet.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.

Således venter selskabet nu et salg for helåret på otte mia. kroner mod tidligere ventede 7,2 mia. kroner, en overskudsgrad på 27 procent mod tidligere udmeldte "over 25 pct" samt at åbne 175 butikker mod tidligere udmeldte 150 butikker. Forventningen er dermed hævet med 800 mio. kroner på salget og 360 mio. kroner på driften.

Det er et flot salg i årets første kvartal, der er baggrunden for dagens opjustering, skriver selskabets ledelse i meddelelsen:

»De gode resultater, som blev rapporteret for 1. kvartal 2013, med solid vækst i omsætningen på tværs af alle regioner, er forsat i årets 2. kvartal og videre ind i juli måned. Omsætningsvæksten er primært et resultat af vellykkede lanceringer af nye produkter samt høje genbestillingsrater,« skriver Pandora-ledelsen.

I andet kvartal, hvor regnskabet dog først offentliggøres 13. august, viser de foreløbige opgørelser omsætningsvækst i både USA, Storbritannien, Tyskland og Australien. For de butikker som Pandora selv ejer samt deres konceptbutikker ligger salgsvæksten på hhv. 8,8 procent i USA, 11,6 procent i Storbritannien, 1,7 procent i Tyskland og 22,4 procent i Australien i andet kvartal 2013 i forhold til samme periode året forinden. Dette gør sig dog blot gældende for butikker, der har været åbne i de seneste 12 måneder.

På grund af det netop forestående regnskab er Pandora inde i den såkaldte silence-periode, hvorfor ledelsen ikke vil give en kommentar til dagens opjustering.