Pandora laver tigerspring i Asien

Den danske smykkegigant Pandora har fordoblet antallet af butikker i Kina, og følges målsætningen stopper udvidelsen langt fra her.

Arkivfoto: Pandora på Strøget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

I gennemsnit åbner Pandora i øjeblikket en ny butik hver uge i Kina, og efterspørgslen er stor blandt de kinesiske forbrugere og for ejerne af indkøbscentre, som i stor stil byder det danske brand indenfor. Målsætningen fra Pandora er, at de nuværende 86 kinesiske butikker skal udvides i antal til 170 ved udgangen af 2018, så den kraftige vækst er nødvendig, hvis målet skal indfris.

Det skriver Børsenhttp://borsen.dk/.

Manden, der har travlt med at klippe snore, er regionaldirektør i Pandora Asia Pacific, Kenneth Madsen, der har haft ansvaret på de udfordrende markeder i Asien siden 2013. Han forklarer over for Børsen, at det gennem årene har været svært for alvor at slå igennem i regionen, blandt andet fordi man valgte nogle distributører og partnere, som ikke levede op til forventningerne.

Væbnet med en ny joint-venture-model og pålidelige partnere i blandt andet Kina og Japan, er den danske smykkekoncern nu altså klar til en større ekspansion, hvor Kina er i fokus.

- Vi har haft stor succes i Hongkong, der indtil for nylig var vores største marked i Asien. Og den succes skal danne grundlag for den strategi, vi nu er i gang med at rulle ud i resten af regionen. Vi har absolut fokus på Kina, hvor vi allerede ser særdeles pæne vækstrater, forklarer regionaldirektør for Pandora Asia Pacific, Kenneth Madsen, til Børsen.