Pandora forgylder aktionærerne med 5 milliarder

Stort udbytte og nyt aktietilbagekøbsprogram forgylder aktionærerne i Pandora. Smykkeselskabet kan nå en omsætning på 15 milliarder kroner i år, vurderer Carnegie.

Foto: Nils Meilvang.
Læs mere
Fold sammen

Pandora fik fart på væksttoget sidste år. Selskabet øgede toplinjen med over 32 procent sidste år til knap 12 milliarder kroner.

Helt så voldsomt bliver det ikke i år. Men selskabet kan godt nå en omsætning på 15 milliarder kroner i 2015, vurderer Lars Topholm, aktieanalysechef i investeringsbanken Carnegie.

Selv melder Pandora om en omsætningsforventning på mindst 14 milliarder kroner. Det lyder noget skuffende. Men tallet skal ses i lyset af, at efter den katastrofale nedjustering i 2011 er ledelsen i selskabet blevet langt mere forsigtig.

»De har for vane at komme ud med minimumforventninger til året. Ser man de seneste par år så er de startet med et tal som har været 15 procent lavere end der, hvor de endte. Er det også tilfældet i år så er der mulighed for at de kommer ud med en omsætning over 15 milliarder kroner,« siger Lars Topholm.

I 2014 ender de næsten 20 procent højere end det, de startede med for året, påpeger analytikeren.

Derudover stryger Pandora-ledelsen aktionærerne med hårene ved at sende hele 5 milliarder kroner deres vej. Det sker gennem et enormt aktietilbagekøb til en værdi af 3,9 milliarder kroner. Dertil kommer et kontant udbytte til aktionærerne på 1,1 milliarder kroner.

»De sender 5 milliarder kroner tilbage til aktionærerne, det er vel også det, man kalder en positiv nyhed,« siger Topholm.