Pandora-aktien brager op på rygter om overtagelse

Aktien i Pandora er pludselig vendt rundt torsdag middag, hvor aktien er gået fra et stort fald til en markant stigning.

Pandora på Strøget. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det sker på baggrund af rygter i markedet, der peger på, at smykkeselskabet er i færd med at søge rådgivere til et eventuelt frasalg af forretningen. Det peger flere markedsaktører på.

- Pandora har ikke været ude at bekræfte rygtet. Men passer det, så skal aktien stige, siger Michael Friis Jørgensen, der er analytiker hos Alm. Brand Markets, til Ritzau Finans.

Der har tidligere været skriverier om, at der står kapitalfonde klar til at købe Pandora. Men selskabet har ikke selv været ude med oplysninger i den retning, og investor relations-afdelingen i selskabet oplyser torsdag til Ritzau Finans, at det ikke har nogen kommentarer.

Men flere steder i markedet florerer rygterne om, at Pandora er ved at forberede et muligt salg.

Selskab Kurs Ændr. %

- Der er igen snak om, at Pandora kunne være et opkøbsemne for kapitalfonde. For ikke så længe siden var det nævnt i en italiensk avis også, og dengang så vi også en lignende bevægelse i aktien, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Meget tyder på, at en interesseret part har henvendt sig til selskabet, og derfor afsøger Pandora nu mulighederne hos en rådgiver, lyder vurderingen fra Alm. Brand Markets.

- Hvis det viser sig at holde stik, så er Pandora blevet kontaktet uformelt om en overtagelse. Og det er derfor, at de nu går ud og søger rådgivere, siger Michael Friis Jørgensen.

Pandora-aktien stiger over middag med 6,7 pct. til 390 kr. Inden stigningen satte ind, lå aktien i omtrent 352 kr. - svarende til et fald på 3,7 pct. for dagen.