Panamansk skib stod til søs uden tilladelse

Det var sandsynligvis på grund af manglende tilladelse til at sejle fra havnen i Gibraltar, at et panamansk fragtskib kolliderede med dansk tankskib.

Det panamanske fragtskib "New Flame" havde efter alt at dømme ikke fået grønt lys til at sejle fra havnen i Gibraltar, da det søndag morgen kolliderede med den danske tanker "Torm Gertrude". Det peger havnemyndighedernes første undersøgelser i hvert fald på.

Samtidig er der sendt både dykkere og bjærgningsbåde til ulykkesstedet, hvor også danske myndigheder skal være med til at opklare fuldt ud, hvorfor de to skibe sejlede ind i hinanden.

- Vi skal deltage i undersøgelsen, siger chefen for Opklaringsenheden i Søfartsstyrelsen Lars G. Nielsen til Ritzau.

Sammenstødet gik værst ud over den panamanske fragtbåd, som sank delvist, mens 26 søfolk blev evakueret.

/ritzau/