På første klasse til lands og i luften

Lufthansa tager imod sine bedste kunder på fornemste vis med egen terminal og kører dem ud til flyet i luksusbiler. Om bord bevises det hidtil umulige – nemlig at man også kan få en Michelin-stjerne i 11 kilometers højde.

Kan man tage en stjerne med ind i himlen? Måske, hvis man kan få fat i en.

Lufthansa gør et godt forsøg med gourmet-servering på første klasse om bord i de store Boeing 747-fly. I vort tilfælde mellem Frankfurt og New York på en ganske almindelig tirsdag i ferietiden.

Tænk. Køkkenchefens menu fra en restaurant med en Michelin stjerne smagte virkelig af noget. Af de vilde planter og de ægte råvarer. Mikroovnen havde ikke som sædvanlig ødelagt oplevelsen. Det har jeg aldrig før oplevet i over 30 år som passager på alverdens flyselskabers bedste business-klasser.

Hvorfor skal det overhovedet være nødvendigt at rejse på dyreste klasse for at opleve noget tilsvarende? Hvorfor kan cateringselskaberne ikke tage sig sammen og levere et velsmagende produkt i flyene? Fra billigste til dyreste klasse. Altid får vi at vide, at det er på grund af prisen.

SAS’ bedste kantine
Da den daværende koncernchef i SAS Jan Carlzon nedlagde første klasse hos SAS, skete det med ordene; »at det alligevel kun er vores bedste kantine«. Grundlæggende handlede det om, at der var for få betalende passagerer og for mange på fribilletter.

I dag blæser vinden igen den anden vej. Ikke hos SAS, men hos flere af de helt store selskaber, som kan notere stigende efterspørgsel på de helt dyre billetter. Det gælder Lufthansa, British Airways og Air France – for at nævne nogle.

En ny rapport fra USA peger i samme retning: Gør selskaberne ikke noget, går deres bedste kunder over til privatfly.

Og kravene vokser, også til service på landjorden. Derfor byggede Lufthansa som det første selskab i Europa en decideret førsteklasses terminal i Frankfurt, og i næste uge følger en tilsvarende i München.

Det det handler for selskabet om at levere god service. Prisen ligesom lidt underordnet, hvis man alligevel skal rejse ud og underskrive en kontrakt for milliarder af dollars.

Direkte til flyet
Førsteklasses-terminalen har egen sikkerheds- og paskontrol. Bagagen indskrives i forvejen ved førsteklasses-skranken, hvorefter passageren afhentes og køres over til terminalen, der er et udstyrsstykke af god smag, ægte materialer som italiensk marmor, nøddetræ, lædermøbler og fornemste design i alt fra badeværelser til udvalgt bestik og porcelæn.

Her er en restaurant, hvor man kan bestille en gourmetmiddag med tilhørende vine, bruge et af de små bestyrelseslokaler, gå i bad og tage sig et hvil og bestille vækning hos receptionen. Alt sammen med i prisen.

Der er en stab af Lufthansa-ansatte til at servicere, og når det er ved at være tid til afgang, er chaufføren klar med den bil, man i forvejen har valgt til at køre direkte ud til flyet. Der er en halv snes biler at vælge imellem såsom fornemste Mercedes-klasse, Porsche Cayenne eller BMW. Til flyet på nemmeste måde – uden om køerne. Her er lagt vægt på eksklusivitet, individualitet og hurtighed på forretningsrejsen.

I denne uge åbner så München med Frankfurt som forbillede. For at have adgang kræves billet til førsteklasse, eller medlemskab af HON Circle i bonusprogrammet. Det opnås ved at rejse 600.000 miles i løbet af to kalenderår. Der skal nogle svipture til for at nå derop.

Opgradering er på vej
Vi tager turen ud til New York-flyet på den normale måde. Gennem køerne, som hele vejen er delt op i business og andre passagerer for at gøre det nemmere for de forretningsrejsende. Men så går det galt – ligesom i København – når man kommer ud til selve gaten. Her er der bare en eneste lang kø.

Der er 16 behagelige sæder på øverste dæk med ligge-ned-status, men ikke af sidste skrig som hos nogle selskaber fra Mellemøsten og British Airways. Det spiller imidlertid ingen rolle på den korte tur til New York med syv og en halv times flyvning. Men Lufthansa er vistnok ved at være på trapperne med en opgradering af første klasse i meget nær fremtid. Det er også nødvendigt, hvis man vil nå ultralux-indretning.

På business-class nedenunder er der tre sæder på tværs i midten. Det er heller ikke optimalt i konkurrencen i dag og findes heller ikke hos Lufthansa på Airbus-flyene.

Vi føler os imidlertid omgivet af luksus, og to stewardesser plus mange besøg af kabinechefen skulle også være rigeligt til at tage vare på 16 passagerer. Det er muligt, der bliver tid til spisepauser til personalet. Vi fornemmer det blot ikke. De er der hele tiden. Parate på mindste signal.

Naturligvis er der champagne ved ankomsten, naturligvis er der private TV-skærme med videofilm i stort udvalg, det samme gælder radioprogrammer og naturligvis får vi tæpper – og vores helt egen sweater til minde om turen.

Med bare tæer i skoene
Men noget er forandret. Her er ingen dresscode. Der er faktisk kun én af de 13 mandlige passagerer plus kabinechefen, der bærer slips. Nemlig sidstnævnte. I dag rejser man også på første klasse i jeans, en enkelt med bare tæer i skoene, en anden i en tynd kortærmet T-shirt.

Da jeg for mange år siden rejste ind mod Californien med Pan Am fra Australien på førsteklasse var slips påbudt, når man fløj ind til Los Angeles. Senest en halv time før: På med slipset. Havde man ikke noget, udleverede flyselskabet et. Kom standsmæssigt til Hollywood!

»Jeg ved det,« siger kabinechefen: »I dag rejser business-rejsende ofte med mest behagelig påklædning, og vi har ikke tænkt os at anbefale dresscode, selv om vi værner om vores egen.«

Gourmetmiddag i højden
Middagen kunne fortjene et kapitel for sig. Enhver mad­anmelder kunne bruge en dobbeltside. Det er blot ikke formålet her. Dog er det værd at nævne, at salatbar, menuerne og vinene er valgt og tilberedt af eksperter, der lever op til deres ry.

Det kan virkelig lade sig gøre at skabe en gastronomisk oplevelse i 11 kilometers højde. Køkkenchef Tillmann Hahn fra Kempinski Grand Hotel Heiligendamm har en Michelin stjerne. Måske får han luftens første af samme slags.

Middagen består af ægte kaviar som forret. Derefter kunne vi vælge rådyrragout eller havkat som hovedret med masser af tilbehør. Det hele tilsat smag fra naturens vilde planter og for længst glemte opskrifter.

Selv salatbaren var en udsøgt fornøjelse. Dette være sagt af en, der bestemt ikke har salat som et must til ethvert måltid.

Dessertbordet var et overflødighedshorn af kager, særlige isdesserter og udvalg af franske og alpeoste.

De tilhørende vine var valgt af Markus Del Monego, tidligere Sommeliers-verdensmester. Han lagde vægt på godt naboskab og præsenterede et spændende vinkort med udvalg fra Østrig, Frankrig - og Tyskland.

Og hvordan modtages en sådan overdådighed så af et meget rejsende publikum? Enkelte er på ferie og slapper helt af. De fleste arbejder konstant med den bærbare, bortset fra et stop under middagen. Nogle få ser film. Og så er der også her ham, der kommer ind i sidste øjeblik, tager tæpper op over hovedet, så snart stolen kan slås ned – og sover til kort før landingen, da han kun skal have en kop kaffe.

Han skulle bare vide, hvad han gik glip af.