Overskuddet daler i Irma

Det er slut med rekordregnskaber fra detailkæden Irma, der har svært ved at holde på kunderne. I 2008 steg omsætningen med 5,4 procent, men resultatet blev 5 mio. kr. mindre end i 2007.

Foto: Claus Fisker/ Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Irma-kæden er kendt for sine mange økologiske produkter, placeringen i bymiljøet - og sine priser. Detailkæden, der er en del af Coop, er langt fra en discountkæde, og det fik forbrugerne til at vende ryggen til Irma, da finanskrisen satte ind.

Derfor er det også en noget vingeskudt supermarkedskæde, der i dag fremlægger årsregnskab.

Omsætningen i Irma steg med 5,4 procent til 2,3 milliarder kroner mod 2,1 milliarder kroner i 2007, men overskuddet blev mærket af nedgangen.

Resultatet blev samlet set et overskud på 70,1 millioner kroner før skat mod 75 millioner kroner i 2007, der dog også var kædens bedste resultat nogensinde.

Stolte over resultat
Irmas administrerende direktør Alfred Josefsen, tager dog tilbagegangen med oprejst pande.

"For os har 2008 været et historisk år. Vi åbnede nye butikker på Fyn og i Jylland, vi afsluttede vores omfattende moderniseringsprogram og samtidig oplevede hele Danmark – og verden – den pludselige recession, der ramte i sidste kvartal. På den baggrund er vi stolte over, at vi har kunnet præstere et resultat, der er på niveau med de bedste, vi har haft.”

Kæmper mod discountsektor
Irma præsenterede for nylig, som et modsvar til discountbølgen et nyt prisprogram, hvor man har satte priserne ned på godt 200 af de mest populære varer.

Det har virket fint, siger Alfred Josefsen, der dog understreger, at man ikke vil gå på køb med konceptet, trods forbrugernes trang til discount.

"Irma vil kæmpe mod hele discountkulturen. Vores våben er og bliver ved med at være kvalitet. Det vil sige et stadig større udvalg af økologiske, miljørigtige, sunde, sanselige og lækre varer," lyder det fra den administrerende direktør.

Irma-kæden består i dag af 82 butikker og ekspanderede i 2008 til også at være tiilstede vest for Storebælt.