Overskridelse af deadline kan blive dyr for kendt advokatfirma

Det store og velrenommerede Gorissen Federspiel er havnet i en pinlig suppedas, efter advokatfirmaet undlod at overholde deadline i en mulig ankesag i Højesteret. Dermed står kunderne potentielt over for et milliontab, mens Gorissen Federspiel risikerer en erstatningssag.

Foto: Keld Navntoft. Et fly fra det konkursramte flyselskab Cimber Sterling bugseres fra banerne i Kastrup Lufthavn torsdag 3. maj 2012. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2012). (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2012)
Læs mere
Fold sammen

Et af landets største advokatfirmaer, Gorissen Federspiel, risikerer at få en erstatningssag på nakken, efter virksomheden i en sag om flymotorer fra Cimber Sterling afleverede en anke for sent til Højesteret, skriver Jyllands-Posten.

Sagen handler om ni flymotorer, der sad i de Cimber Sterling- fly, der var i rute op til selskabets konkurs i 2012, og som Cimber havde leaset hos internationale udlejere og leverandører. Ejerne af motorerne har stået fast på, at flymotorerne var deres - uagtet hvor de var placeret, mens konkursboet har anført, at motorerne hører til fly, de var monteret i, skriver Jyllands-Posten.

Sagerne har kørt ved både foged- og skifteret, og i sommeren 2015 kom sagen for Vestre Landsret, der modsat de tidligere instanser gav konkursboet medhold eller delvist medhold i sagerne om syv af de ni motorer. De syv motorer har en samlet værdi af 43 millioner kroner.

Motorejerne fik ifølge Jyllands-Posten grønt lys af Procesbevillingsnævnet til at anke sagen til Højesteret, og Gorissen Federspiel blev udpeget til at føre sagen, men så langt kommer det sandsynligvis aldrig, fordi firmaet ikke fik sendt anken i tide til Højesteret.

Advokatfirmaet bekræfter over for Jyllands-Posten, at man har begået en fejl, men afviser at kommentere, hvordan fejlen kunne opstå.

»Jeg vil ikke gå i detaljer om den konkrete sag, men jeg kan konstatere, at der er sket en fejl hos os. Vi behandler flere end 10.000 sager om året. Der kan desværre ske fejl, men det sker meget, meget sjældent,« siger Tomas Haagen, managing partner i firmaet til Jyllands-Posten.

En af de virksomheder, der risikerer at tabe millioner ved fodfejlen, er det danske leasingselskab Nordic Aviation Capital, hvis bestyrelsesformand, Martin Møller i Jyllands-Posten erklærer sig enig i, at sagen er »pinlig« for Gorissen Federspiel, samtidig med at han forventer, at man kan finde en løsning på tingene.

Ifølge de eksperter, Jyllands-Posten har været i kontakt med, er det usandsynligt, at Højesteret skulle give dispensation til at lade sagen gå alligevel.