Overhørte Danske Bank-advarsler øger pres på Nykredit-direktør

Nykredit-direktør Tonny Thierry Andersen fik i sin Danske Bank-tid advarsler om, at banken ikke levede op til lovgivning, der skulle beskytte kunderne mod dårlig rådgivning.

Nuværende direktør i Nykredit Tonny Thierry Andersen var gennem flere år chef for privatkundeforretningen i Danske Bank. Det var den del af forretningen, hvor bankens egne compliancefolk forgæves forsøgte at advare ledelsen om mulige lovbrud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Sagen, der fik Danske Banks tidligere vikartopchef Jesper Nielsen fyret, trækker nu tråde til en anden prominent direktør i dansk erhvervsliv.

Tirsdag kunne Berlingske berette om interne Danske Bank-rapporter, der viser, at bankens egne compliancefolk helt tilbage fra begyndelsen af 2015 havde advaret ledelsen om, at banken ikke levede op til den lov, der skulle beskytte dens egne kunder mod dårlig rådgivning. Tydelige advarsler, der fortsatte helt frem til august 2018.

Rapporterne omhandlede compliance i bankens danske privatkundeforretning. Jesper Nielsen var direktør for privatkundeforretningen i banken fra oktober 2016. Fra 2012 og frem til april 2016 var direktøren imidlertid Tonny Thierry Andersen. Han er i dag en del af den øverste ledelse i Nykredit, hvor han har fået ansvaret for realkreditkæmpens bankforretning.

Rapporterne afslører advarsler om, at banken ikke overholder den gældende lovgivning på flere områder inden for investorbeskyttelse, at der er høje risici forbundet med det, og at ledelsen ikke har gjort noget nævneværdigt for at ændre det. Det er altså mere omfattende end den enkelte investeringsforening Flexinvest Fri, som indtil videre har ført til fyringen af Jesper Nielsen og Finanstilsynets politianmeldelse af Danske Bank.

Dybt problematisk

Compliancefolkene havde ydermere advaret ledelsen i en periode på godt et år, hvor Tonny Thierry Andersen havde ansvaret for privatkundeforretningen. Advarsler, der fortsatte i flere år, efter at Tonny Thierry Andersen skiftede job internt i banken.

Som direktør har man et objektivt ansvar, som man ikke kan uddelegere sig ud af, forklarer professor i ledelse Anders Drejer fra Aalborg Universitet.

»Når du så samtidig har fået advarsler og tilsyneladende har siddet dem overhørig, så er ansvaret dit. Derfor er det her dybt problematisk for alle involverede, og det så man af fyringen af Jesper Nielsen. Man kan ikke bare fraskrive sig alt ansvar ved at skifte job.«

I marts kunne Nykredit meddele, at man hentede Tonny Thierry Andersen ind i realkreditkæmpens direktion, hvor han skulle sætte turbo på bankforretningen. Han tiltrådte 1. juni, mens der i slutningen af april blev indsendt en ansøgning til Finanstilsynet om fit and proper-godkendelse af Tonny Thierry Andersen. Den godkendelse foreligger endnu ikke.

Når højtstående chefer i finansielle virksomheder skal godkendes af tilsynet, så kigger tilsynet bagud for at kunne bedømme fremad, som juraprofessor Jesper Lau Hansen fra Københavns Universitet udtrykker det.

Bør reagere på faresignaler

Man kigger på erfaring og opførsel for at kunne vurdere, om den givne person fremadrettet kan varetage ledelsesopgaven forsvarligt. Han understreger, at man dog ikke bruger fit and proper til at straffe folk.

Tilsynet vil i forbindelse med en fit and proper-godkendelse ifølge juraprofessoren kigge på, om den givne person har reageret, som man forventes at skulle reagere, på eksempelvis faretegn.

»Når man har sat det lovpligtige system op med en complianceafdeling, og det system leverer faresignaler, så skal den ansvarlige ledelse reagere på de signaler,« siger Jesper Lau Hansen og fortsætter:

»Tilsynet vil selvfølgelig kigge på, hvordan de ansvarlige personer har ageret i forhold til, om disse personer ved, hvordan de skal håndtere risici, når tilsynet skal vurdere, om de kan godkende fremadrettet. Tonny Thierry er i nærheden af sagen, men jeg kan ikke vurdere, om han har skullet agere anderledes.«

Fortrolighed og opbakning

Finanstilsynets vicedirektør, Kristian Vie Madsen, oplyser i en mail, at tilsynet i henhold til dets tavshedspligt ikke kan »kommentere på konkrete tilsynssager«.

Tonny Thierry Andersen henviser via Nykredits presseafdeling til tidligere udtalelser, hvor han forklarede, at han er underlagt fortrolighed vedrørende forhold hos sin tidligere arbejdsgiver.

Nykredit-formand Steffen Kragh oplyser til Berlingske, at hverken han eller bestyrelsen har noget nyt at tilføje i forhold til tidligere udtalelser, hvori man har udtrykt sin tillid til Tonny Thierry Andersen. Opbakningen er ifølge Anders Drejer forståelig.

»Selvfølgelig skal bestyrelsen bakke op om direktøren. Men hvor lang tid kan bestyrelsen bakke op, hvis der kommer et offentligt pres? Lunten er – især fra forbrugerne og dermed også politikerne – blevet meget kortere,« siger han.

LÆS MERE