Otte procent af danskerne har været ramt af ransomware

De fleste ofre for malware, som holder brugernes data som gidsel, slipper uden mén. Kun en brøkdel af de danske ofre ender med at betale løsesum.

Otte procent af danskerne har prøvet at være udsat for malware på deres pc, som har forsøgt at afpresse brugeren ved eksempelvis at holde brugerens data som gidsel. Det er dog en forsvindende lille del af ofrene, som ender med at betale løsesum. Det fremgår af en undersøgelse fra Danmarks Statistik lavet for Digitaliseringsstyrelsen og DK-Cert.

Det skriver Version2.dk

Faktisk vælger langt flere at opgive deres data end at betale til bagmændene bag ransomware-programmerne. 18 procent af ofrene får aldrig deres data tilbage, mens to procent af ofrene betaler.

Flertallet får deres data tilbage. 56 procent får dataene vristet fri af ransomwarens kløer ved hjælp af tilgængelige sikkerhedsprogrammer, mens 22 procent har fået deres data fri på anden vis ifølge undersøgelsen.

Ifølge DK-Cert kan det dog blive vanskeligere at få sine data fri i takt med, at bagmændene i større grad anvender kryptering, som er sværere for sikkerhedsfirmaerne at bryde.

»Det er positivt, at så mange af ofrene klarer at få deres data tilbage uden at give efter for afpresningen. Desværre vil det blive sværere i fremtiden, fordi bagmændene er begyndt at anvende kryptering,« udtaler Shezad Ahmed, chef for DK-Cert.

De bedste forsvar mod ransomware er at have et opdateret antivirusprogram samt at udvise generel forsigtighed, eksempelvis hvis man får vist en dialogboks, der ser ud til at komme fra et sikkerhedsprogram, som giver en falsk advarsel om, at der er fundet malware på pc'en.

Læs mere på Version2.dk