National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har onsdag anholdt otte personer, som er sigtet for markedsmanipulation på elmarkedet.
Det er politiets formodning, at selskabet har skaffet sig ulovlig profit for et trecifret millionbeløb.
Det skriver NSK i en pressemeddelelse.
»På baggrund af en efterforskning har vi i dag kunnet anholde otte personer, der er ansat i et dansk energihandelsselskab, der handler med el på den nordiske børs. Vi har en stærk formodning om, at de ansatte har skaffet sig ulovlig profit ved markedsmanipulation for et trecifret millionbeløb, og har med dagens anholdelser bremset dem i deres formodede ulovlige foretagende«, siger vicepolitiinspektør i NSK, Sasha Nielsen.
Sagen er meldt til politiet af Forsyningstilsynet, som NSK har arbejdet tæt sammen med undervejs. Det har onsdag ført til en politiaktion fra NSK, som har været tilstede på flere adresser i Aarhus og omegn samt i Nordsjælland.
Der er både tale om direktionsmedlemmer og menige medarbejdere, fremgår det.
Anholdelserne er sket i samarbejde mellem NSK og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK). SSK er afløseren for den enhed, som tidligere er kendt som bagmandspolitiet.
Det er forventningen, at de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag ved Retten i Aarhus.
Anklagemyndigheden har anmodet om, at dørene bliver lukket ved grundlovsforhøret, og derfor ønsker NSK ikke at oplyse yderligere om sagen for nuværende.
NSK afviser i pressemeddelelsen også at kommentere hvilket energihandelsselskab, sagen drejer sig om. Men over for Finans har Norlys Energy Trading, Andel, Centrica Energy Trading, Nitor Energy, Ørsted og MFT Energy afvist, at sagen har noget med dem at gøre.
Over for Berlingske afviser Energi Danmark, DCC Energi og Danske Commodities, at sagen har noget med dem at gøre.
Carsten Smidt, som er direktør i Forsyningstilsynet, bekræfter over for Finans og Ritzau, at det er tilsynet, som har anmeldt sagen.
Men han har ikke yderligere kommentarer.