Oticon- og GN-konkurrent nedjusterer

Det schweiziske selskab Sonova, der er verdens største producent af høreapparater, nedjusterer forventningerne til årets salg og indtjening som følge af udfordringer i selskabets salg af cochlear-implantater.

Nedjusteringen fra Sonova, der er konkurrent til de danske selskaber William Demant, GN Store Nord og Widex, skyldes blandt andet et lavere end forventet salg af såkaldte cochlear-implantater. Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHAEL BUHOLZER

Sonova regner nu med en salgsvækst på 6-8 pct. i lokal valuta for hele regnskabsåret 2015/2016 og en vækst i driftsresultatet, EBITA, på 3-7 pct. i lokal valuta. Tidligere regnede selskabet med en vækst i salget på 7-9 pct. og en vækst i driftsoverskuddet på 9-13 pct.

Nedjusteringen fra Sonova, der er konkurrent til de danske selskaber William Demant, GN Store Nord og Widex, skyldes blandt andet et lavere end forventet salg af såkaldte cochlear-implantater.

Salget har vist bedring i den sidste del af første halvår efter en sløv start på året, men fremgangen er ikke stor nok, til at det schweiziske selskab har ment, at man kan leve op til de tidligere forventningerne.

Et cochlear-implantat er et avanceret høreapparat, der blandt andet består af en enhed, som bliver indopereret omkring øret.

Nedjusteringen kommer i forbindelse med regnskabet for første halvdel af regnskabsåret 2015/2016, og ud over svaghed i salg af cochlear-implantater er det også et uafdækket tab på valuta, som ligger bag den nye prognose.

Sonova havde i første halvår et salg på 1003,2 mio. schweizerfranc, hvilket var en fremgang på 6,7 pct. i forhold til samme periode året før i lokal valuta, mens der i schweizerfranc var tale om en vækst på 1,3 pct.

Driftsoverskuddet (EBITA) steg med 0,7 pct. til 195,8 mio. schweizerfranc - målt i lokal valuta - mens der i schweizerfranc var tale om et fald på 9,3 pct.