Oslofærgen sejler mod afgrunden

Pengene fosser ud af passagerfærgerne i DFDS. Med indtoget af transportgiganten DSV ser passagerdriften ud til at blive afviklet.

Fremtiden for passagerfærgerne i DFDS ser ikke lys ud efter DSVs indtog i det danske passager- og fragtrederi. Det ene af rederiets to ben – passagerforretningen DFDS Seaways – har gennem flere år kæmpet med elendige resultater.

På aktiemarkedet er der ikke tvivl om, at DFDS langsomt vil udvikle sig til et rent fragtrederi, og at passagertrafikken vil dø. Den holdning er kun blevet forstærket med DSVs indtog.

Topchef Jens Bjørn Andersen fra DSV vil ikke ud med nøjagtige krav til indtjeningen på passagerfærgerne.

»Men vi har sat et afkastkrav på 12 procent, og det lever DFDS Seaways ikke op til nu. Vi forstår, at der er sat en række programmer i gang, som skal forbedre ind­tjeningen, og dem vil vi gerne vide lidt mere om«, siger Jens Bjørn Andersen.

»Nu skal handlen lige gå igennem, og så sætter vi os ned og kigger planerne igennem sammen med selskabets ledelse. Men der er ingen tvivl om, at indtjeningen skal op. Det behøver ikke være i morgen, men indtjeningen skal op,« pointerer han.

DSV vil nu bruge den kommende tid på at kigge nøje på forretningen i DFDS. I den forbindelse er det ikke utænkeligt, at Seaways bliver ofret, vurderer Jyske Bank.

»De vil helt sikkert overveje, om Seaways skal være en del af DFDS. DSV skal se på, hvad der kan optimeres, og hvad de selv skal bruge«, siger analytiker Karsten Sloth.