Ørsted: Ingen overraskelse - fortsætter stærke engagement i USA

Det kom ikke bag på den danske energikoncern Ørsted, at staten Connecticut valgte at gå videre med et bud på et havvindprojekt fra en af konkurrenterne.

Foto: Søren Bidstrup. Det kom ikke bag på den danske energikoncern Ørsted, at staten Connecticut valgte at gå videre med et bud på et havvindprojekt fra en af konkurrenterne.
Læs mere
Fold sammen

Det slår Martin Neubert, der er direktør for havvind hos Ørsted, fast i en skriftlig kommentar til Ritzau Finans, efter at den amerikanske stat onsdag aften annoncerede, at den amerikanske konkurrent Deepwater Wind var gået videre til kontraktforhandlingerne om et havvindprojekt på 200 MW.

»Resultatet i Connecticut kommer ikke som nogen overraskelse, idet der kunne indgives betingede bud, som tog potentielle stordriftsfordele fra de nyligt tildelte projekter i Massachusetts og Rhode Island i betragtning,« siger han.

Han henviser til, at det i Connecticut-runden var muligt for interesserede selskaber at byde ind med bud, der var betingede af, hvorvidt de gik videre til kontraktforhandlingerne i nabostaterne. Den mulighed havde Ørsteds to konkurrenter, mens det danske børsnoterede energiselskab ikke blev valgt i hverken Massachusetts og Rhode Island.

Onsdagens afgørelse betyder ikke, at Ørsted har opgivet det amerikanske marked, og selskabet ser fortsat flere muligheder, som kan være med til at give det et godt fodfæste i landet.

»Fortsætter vores stærke engagement å det amerikanske marked, der rummer betydelige og langsigtede vækstmuligheder for os,« siger Martin Neubert i kommentaren.

GJORDE INDTOG I USA I 2015

Ørsted, der tidligere var kendt som Dong Energy, indledte i 2015 sit indtog på det amerikanske marked for havvindmøller.

I april 2015 sikrede det danske selskab sig udviklingsrettighederne til området, hvor Bay State-projektet efter planen skal udvikles, og samme år slog Ørsted også dørene op for et kontor i Boston, der er hovedstad i den amerikanske delstat Massachusetts.

I december 2016 solgte Ørsted halvdelen af Bay State Wind til Eversource, som har gode kompetencer inden for transmission af strøm. Det var netop dette projekt, som de to partnere havde budt ind med i Massachusetts og Connecticut, og som kan udvikles til en samlet kapacitet på 2000 megawatt.

Derudover har energikoncernen havvindprojektet Ocean Wind ud for kysten i New Jersey, som også potentielt kan få en kapacitet på 2000 MW.

Selskabet arbejder også i Virginia, hvor det skal opføre to vindmøller på 6 MW til den første fase af Dominion Energys havvindprojekt Coastal Offshore Wind. Ørsted har her underskrevet en hensigtserklæring med selskabet om eneret til at drøfte et strategisk partnerskab om at udvikle et projekt i en kommerciel skala i staten.