Organisationer og opposition raser: Tinglysningssag i syltekrukke

Rigsrevisionens dom over tinglysningshåndteringen er så klar, at regeringen allerede nu burde arbejde for at finde en kompensationsløsning, mener organisationer og opposition. Regeringen og DF vil dog stadig vente på Kammeradvokatens rapport om erstatningsansvar, men den beslutning møder voldsom kritik.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der bliver ikke lagt fingre imellem. Tvært­imod. Rigsrevisionens kritik af håndteringen af den digitale tinglysning er klar, og det er statsrevisorernes også. Alligevel er regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti mere end tøvende, når det kommer til at tale om erstatning til de tusindvis af danskere, som er endt med privatøkonomien i en tinglysningsklemme. Her lyder refrænet ganske, som det plejer:

»Der er så meget kompleksitet i den her sag, og det kan have så vidtgående konsekvenser i forhold til alle mulige andre sager i den offentlige forvaltning, at det er det eneste rigtige at afvente Kammeradvokatens vurdering af erstatningsspørgsmålet,« siger justitsminister Lars Barfoed (K) og understreger, at han glæder sig til at få en afklaring, når Kammeradvokatens rapport kommer inden for de næste par måneder.

I statsrevisorernes kommentar til Rigs­revisionens rapport er der ellers ikke meget at tage fejl af:

»Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at den organisatoriske forberedelse af tinglysningsprojektet har været utilstrækkelig, og at projektstyringen og økonomistyringen ikke har været tilfredsstillende. Tinglysningsprojektet har været præget af, at Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen har undervurderet projektets risici og kompleksitet.«

Både opposition og en hel stribe af organisationer er trætte af at høre på regeringens undskyldninger for manglende stillingtagen. De mener ikke, at der er nogen grund til at vente på endnu en rapport.

»En politisk løsning behøver ikke vente på Kammeradvokaten,« siger Paul Mollerup, direktør i Danske Advokater og fortsætter:

»Rigsrevisionen peger på de samme problemer, som vi alle har oplevet, og vi har svært ved at forstå, hvis ikke Rigsrevisionens argumenter peger i retning af, at man finder på en politisk løsning i en fart.«

Dansk Landinspektørforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Landbrug & Fødevarer og ikke mindst Danske Boligadvokater deler synspunktet.

»Hvis du læser konklusionen på Rigsrevisionens rapport som en domsudskrift fra Højesteret, så har du jo grunden til, at der skal udbetales erstatning. Der er ingen snørklede formuleringer, men en klar bedømmelse af, at der er begået fejl for at hente en effektiviseringsgevinst på allerførste dag,« siger Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske Boligadvokater og fortsætter:

»Det er jo ikke sådan, at det er virksomheden Danmark, der har tabt. Det er jo den enkelte boligejer. Derfor burde man arbejde for en politisk løsning nu.«

Hos oppositionen er der ønske om at gøre netop det.

»Jeg håber, at vi kan finde en politisk løsning, for det er den eneste farbare vej. Det må være ret og rimeligt, at vi sikrer borgerne en hurtig kompensation.

Hvis ikke vi kan finde en politisk løsning, så er det min vurdering, at sagsøgerne har fået en bedre sag på baggrund af denne rapport, men det vil tage lang tid. For denne sag er så principiel, at den vil skulle gå hele vejen til Højesteret for at blive afgjort,« siger Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht.