Ordrefest og opjustering dobler Per Aarsleffs markedsværdi

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff har haft kronede dage på det danske aktiemarked i 2015, hvor selskabets markedsværdi er blevet mere end fordoblet takket være en række ordrer, senest med en ordre i det svenske tirsdag.

Foto: ERIK JEPSEN.
Læs mere
Fold sammen

Tirsdag koster en Aarsleff-aktie 2360 kr., hvilket betyder, at det selskabet har en samlet markedsværdi på 5,35 mia. kr. Ved udgangen af sidste år skulle man blot betale 1158 kr. for en aktie, hvilket værdisatte selskabet til 2,62 mia. kr. I procent svarer det til en stigning på 103,8 pct.

Det pæne hop er muligvis trukket af, at selskabet i løbet af den første halvdel af året har kunnet annoncere en stribe ordrer. Tirsdag kunne selskabet fortælle, at det har vundet en kontrakt i Sverige til en værdi af 125 mio. kr., hvor det skal opføre en krydstogskaj i Gotland.

Den aftale blegner dog en del i forhold til flere af de kontrakter, der er offentliggjort tidligere i 2015. I slutningen af maj vandt Aarsleff sammen med Siemens en aftale om at elektrificere det danske jernbanenet, hvoraf Aarsleffs andel er på 1,8 mia. kr.

Derudover har entreprenørkoncernen vundet en kontrakt på 402 mio. kr. om at bygge en ny containerterminal i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Samtidig er Aarsleff også med i slutspillet om at skulle bygge den nye Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster. Desuden kan der være en stor kontrakt i spil på Thule-basen i Grønland, der oven på en længere politisk strid kan tilfalde Aarsleff.

I forbindelse med selskabets regnskab for andet kvartal af regnskabsåret, 2014/2015, opjusterede Aarsleff forventningerne til hele året, så det nu regner med et overskud før skat på 390 mio. kr. - mod 350 mio. kr. før.

/ritzau/FINANS